Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Levnedsmiddelcenteret

Oprindelige forfattere LSki og UfRas Seneste forfatter Redaktionen

Levnedsmiddelcenteret, LMC, center oprettet 1992 af Undervisningsministeriet som koordinator af uddannelse og forskning inden for levnedsmiddelområdet efter politisk initiativ fra Landbrugsrådet og Dansk Industri.

LMC var et "center uden mure" mellem Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (nu Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet) og Danmarks Tekniske Universitet, og fra 1992 koordinerede LMC de nye uddannelser til levnedsmiddelingeniør og levnedsmiddelkandidat, der udbydes af det biovidenskabelige fakultet og DTU i fællesskab. Erhverv og industri havde direkte indflydelse på LMC gennem repræsentantskab og medlemmer i bestyrelsen for at sikre, at KVL's biologisk-naturvidenskabelige indfaldsvinkel til levnedsmiddelområdet kombineredes med DTU's procesteknologiske ekspertise. I 1995 overtog LMC forskningsaktiviteterne fra det daværende KVL Center for Fødevareforskning og Center for Levnedsmiddelforskning ved DTU, der samtidig nedlagdes.

I 2005 udvidedes LMC med Danmarks Fødevareforskning (DFVF), Danmarks JordbrugsForskning (DJF), Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) samt MAPP-centret ved Handelshøjskolen i Aarhus og senere med Aalborg Universitet, således at LMC koordinerede 90 % af dansk fødevareforskning. DJF ændrede 2007 navn til Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet og blev en del af Aarhus Universitet.

Annonce

LMC oprettede i 2003 forskerskolen FOOD med Leif Skibsted som forskerskoleleder. FOOD skiftede senere navn til FOOD Danmark og blev den nationale forskerskole inden for de ernæringsvidenskabelige og fødevareteknologiske fagområder. FOOD Denmark havde i 2006 100 ph.d.-studerende.

Levnedsmiddelcenteret og forskerskolen FOOD Denmark blev nedlagt med udgangen af 2012 og aktiviteterne overført til de enkelte universiteter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif H. Skibsted, Uffe Rasmussen: Levnedsmiddelcenteret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116322