FLIK, Foreningen af Levnedsmiddelingeniører og -kandidater, var en faglig forening for levnedsmiddelingeniører, levnedsmiddelkandidater, bromatologer, ernæringskandidater og andre med en tilsvarende uddannelse, der blev grundlagt i 1976 og blandt andet udgav medlemsbladet Alimenta. FLIK var en opfølgning på Foreningen af Bromatologer, FAB.

FLIK fik fra 2005 sekretariatsfællesskab med Ingeniørforeningen i Danmark, IDA. Samtidig blev Alimenta erstattet af Fødevarer, et månedligt tillæg til IDA's nyhedsblad Ingeniøren, der dengang udkom hver uge. Tillægget udkom sidste gang den 19. oktober 2007, hvorefter fødevarestoffet blev integreret i Ingeniørens øvrige stof.

Levnedsmiddelkandidater og bromatologer organiserer sig nu typisk i IDA. Under IDA varetages fødevarefaglige interesser af to netværk:

IDA Food Network med 2500 medlemmer afholder fagtekniske arrangementer. Bestyrelsen for dette netværk uddelte indtil 2019 FLIK-prisen, senest til prodekan Grete Bertelsen fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

IDA Levnedsmiddelselskabet afholder hyppige mødearrangementer indenfor fødevarer og fødevareproduktion. IDA Levnedsmiddelselskabet blev etableret i 1958 og har i 2023 2700 medlemmer og 42 virksomhedsmedlemmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig