Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bolsje

Oprindelig forfatter LFlo Seneste forfatter Redaktionen

Bolsjer.

Bolsjer.

bolsje, bonbon, brystsukker, drop, en form for slik, hvis hovedbestanddel er sukker. Sukkeret opvarmes til 160-170 °C, tilsættes smags- og farvestoffer og formes til en lang pølse. Denne klippes i mindre stykker med en saks eller formes yderligere på maskine. Fremstilling af bolcher o.l. kendes, fra sukkeret kom til Europa i 1100-t.

Ordet bolsje kommer fra nty. boltje 'lille kugle', vist omdannelse af buntje, dim. af fransk bonbon.

I Danmark var det i begyndelsen hofapotekeren og siden andre apotekere, der fremstillede bolcher for at gøre medicin mere velsmagende. I løbet af 1700-t. overtog sukkerbagerne gradvis fremstillingen. Efter Næringsfrihedsloven af 1857 oprettedes stadig flere sukkervarefabrikker i København og de større provinsbyer, og fremstillingen fik industriel karakter.

Af ældre bolchetyper kan nævnes altheabolcher med smag af læge-stokrose, maltbolcher med maltekstrakt og kongen af Danmark-bolcher med smag af anis og lakrids; de fik navn efter brystdråber, som Christian 5.s livlæge fremstillede i 1600-t.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lene Floris: bolsje i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49285