Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Restaurant Noma

Oprindelig forfatter gdra Seneste forfatter Redaktionen

Restaurant Noma.

Restaurant Noma.

Restaurant Noma, dansk restaurant, åbnet 2003, beliggende på Christianshavn i København. Noma er blevet til i partnerskab mellem madentreprenøren Claus Meyer og kokken Rene Redzepi. Den tilbyder et udsøgt og originalt gourmetkøkken med nordiske råvarer og tilberedningsmetoder.

Restauranten modtog sin første Michelinstjerne i 2005 og nummer to i 2007. I 2009 blev den kåret som verdens 3. bedste restaurant på World's 50 Best Restaurants-listen, udgivet af det britiske Restaurant Magazine. Det skete på trods af, at Noma kun har to ud af tre stjerner i Guide Michelin. World's 50 Best Restaurants-listen opfattes af nogle som mere prestigefyldt, fordi den er verdensomspændende, hvorimod Guide Michelin hovedsagelig har fokus på restauranter i Europa og USA.

Navnet Noma kommer af de to første bogstaver i hhv. nordisk og mad.

I 2010 lykkedes det Noma at blive nr. 1 på World's 50 Best Restaurants-listen og dermed blive kåret som verdens bedste restaurant, en placering, det lykkedes at opnå også i 2011 og 2012. I 2013 blev den kåret som nr. 2 på listen, men allerede året efter rykkede Noma igen op på førstepladsen. I 2015 måtte den nøjes med en tredjeplads, og i 2016 en femteplads. I 2017 mistede Noma sine to michelinstjerner, idet restauranten en del af året vil være lukket, inden den genåbner i nye lokaler på Refshaleøen.

Annonce

Inden Noma åbnede i 2003, havde køkkenchef Rene Redzepi arbejdet på flere af de bedste trestjernede restauranter i verden, French Laundry i Napa Valley i Californien, El Bulli i Catalonien i Spanien og Jardin des Sens i Montpellier i Frankrig.

Restaurant Nomas hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rikke Andersen: Restaurant Noma i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=220506