Fondue.

.

Fondue er en genre af retter, som de spisende gør færdige ved bordet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fransk, af fondre 'smelte'.

Ostefondue er oprindeligt en landlig ret, baseret på smeltet ost, kirsch og hvidvin, hvori man, med en lang gaffel eller spid, dypper daggammelt brød. En god måde at få brugt osterester og brød på.

Kødfondue ses nu overvejende som middagsret (fondue bourguignonne), hvor de spisende hver især friterer deres eget kødstykke i hed olie, i den til retten opfundne fonduegryde. Fondue ledsages af diverse krydderier, saucer og dips, samt rå eller tilberedte grønsager. En variant er kinesisk fondue, i hvilken kød og grønt koges i bouillon (japansk shabu shabu eller 'steamboat' oprindeligt mongolsk).

Dessertfondue tilberedes ved at dyppe stykker af frisk eller marineret frugt i smeltet chokolade evt. tilsat spirituosa.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig