Feta. Mejerist i færd med at udtage kvalitetsprøver af fetaost i 16 kilos dåser til eksport til Mellemøsten. Danmark er verdens største eksportør af fetaost. Fotografi fra 1992.

.

Feta er en saltet friskost fra Balkanområdet, oprindeligt baseret på fåremælk. I dag anvendes ofte gedemælk blandet med ko- eller fåremælk; i Danmark, der er hovedleverandør til Balkanlandene og det nære Østen, produceres osten hovedsagelig af komælk. Feta modnes i kraftig saltlage (45%), har et fedtindhold på 30-60% og en lang holdbarhed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet feta kommer via græsk fra italiensk fetta 'skive, stykke'.

En strid mellem Grækenland og Danmark om retten til navnet feta førte i 2002 til, at EU's Ministerråd vedtog EU-Kommissionens forslag om, at feta beskyttes som en græsk oprindelsesbetegnelse. Danskproduceret feta må således ikke sælges under navnet feta inden for EU; der blev dog vedtaget en overgangsperiode på fem år. Fra 2007 bliver dansk feta bl.a. solgt under betegnelserne salatost, salattern og white cheese. EU aftager ca. 40% af den danske fetaeksport på i alt 25.000 ton.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig