Kreolerkøkken, blandingskøkken med fransk grundstamme udviklet af sorte slaver i de fornemme hjem i og omkring New Orleans i USA. Kreolerkøkkenet adskiller sig fra det nærtstående, mere landlige cajunkøkken ved en elegantere tilberedning af ofte fælles retter.

Køkkenslaverne medbragte afrikansk gumbo, en stuvning jævnet med okra (fransk gombo). Fra Vestindien stammer desserter med trilogien ananas, banan og rom. Jambalaya er en familie af ragouter af skinke, fjerkræ, fisk, skaldyr eller blandinger heraf med grøntsager og stærkt krydret med chili. Traditionelle franske retter tilpasses lokale råvarer, fx den berømte bouillabaisse Nouvelle-Orléans.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig