Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sverige - køkken

Oprindelig forfatter Swahn Seneste forfatter Redaktionen

Sveriges madkultur udviser tydelige regionale forskelle. Nord for de store søer var økonomien traditionelt baseret på kvæg- og gedeavl ved fäbodsväsen (sæterdrift) samt på fiskeri, jagt og indsamling af vilde bær og svampe. Byg var den eneste kornsort, og ugæret tunnbröd (en slags fladbrød) det eneste brød. Smør og ost var salgsvarer og festmad. Laks og strømming konserveredes ved saltning og sur gæring (surströmming). Samernes køkken hang nøje sammen med renavlen og gør det stadig.

Længere mod syd dominerede det surdejsgærede, hårde og langtidsholdbare rugbrød, hvis tyndere og senere variant er knäckebröd. Bagning foretoges nogle få gange om året, hvilket hang sammen med brugen af sæsonbundne vandmøller. Saltet svinekød var rygraden i bøndernes kost, saltsild og -strømming i landproletariatets.

Skåne havde med den udbredte kornavl sin egen madprofil; grød, der i det øvrige Sverige var en festret, var her hverdagsmad. Forekomsten af vindmøller medførte en regelmæssig melforsyning, så man kunne bage ofte og spise frisk brød, fx limpor.

Annonce

Med hjemstavnsbevægelsen fra 1800-t. fremkom landskapsrätter som fx ølandsk kroppkakor og skånsk spettkaka. Komfuret og kødhakkemaskinen muliggjorde fra ca. 1850 en række retter, som nu hører under "husmanskost": köttbullar, kåldolmar, biff a la Lindström og sillbullar. Lutfisken til jul og påske har rødder i middelalderens fastemad. I slutningen af 1800-t. opstod den skik at holde krebsegilde, og Sverige er verdens eneste betydende importør af krebs.

Det svenske køkken har i århundreder modtaget stærke påvirkninger fra fremmede køkkener. Alligevel har det bevaret en fin udnyttelse af særegne råvarer: ferskvandsfisk som aborre, sandart, helt og gedde, svampe som karl johan og morkler, bær som bjørnebær, blåbær, multebær og tyttebær samt vildfugle fra nord som hjerpe, rype, tjur og urfugl. Den frodige kultur omkring sild og strømming kommer især til udtryk i smörgåsbordet, der er en buffet som fx det danske julefrokostbord.

Læs mere om Sverige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan-Öjvind Swahn: Sverige - køkken i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167704