Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kuvertbrød

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Kuvertbrød, små brød velegnet til at spise til suppe. Der bliver ca. 15 stk. af portionen.

Ingredienser

25 g gær
1½ dl mælk
1 æg
½ tsk salt
300 g mel
50 g smør
æg til pensling

Fremgangsmåde

Gæren smuldres i dejfadet, og lidt af den lunede mælk hældes over. Blandingen røres glat, og resten af mælken røres i fadet.

Sammenpisket æg, salt og det meste af melet tilsættes. Det blødgjorte smør tilsættes lidt ad gangen, og resten af melet æltes i til sidst. Dejen sættes til hævning tildækket på et lunt sted.

Annonce

Dejen deles i små portioner, som udrulles i forskellige faconer:

Knuder: Tril fingertykke stænger, og slå en knude.

Trekløver: Tril nøddestore boller, og læg dem sammen tre og tre på bagepladen belagt med bagepapir.

Horn: Udrul dejen til en rund plade, og skær den i seks dele. Tril hver trekant fra den brede ende.

Brødene pensles med sammenpisket æg og bages ved 225 grader i ca. et kvarter.

Se også opskrifter på supper.

Opskriften stammer fra kogebogsserien Spis godt Suppe, Gyldendal 2004.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kuvertbrød i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=301717