Faktaboks

Bo Bech
Født
1972

Bo Bech er en dansk kok og restauratør.

Bo Bech blev uddannet fra Krogs Fiskerestaurant i København. Han uddannede sig videre og arbejdede på både danske og udenlandske restauranter, fra Petri Pumpa i Lund til bestjernede steder i Paris som Arpège og Lucas Carton og i London som The Restaurant (Marco Pierre White) og le Gavroche.

Bo Bech arbejdede herefter hos Michel Michaud på Marie Louise i Odense, på Kong Hans Kælder og på Krogs Fiskerestaurant, begge København. Han har desuden været køkkenchef hos Jan Hurtigkarl.

I 2004 åbnede han sin egen gourmetrestaurant, Restaurant Paustian ved Bo Bech, som i 2008 opnåede en stjerne fra Guide Michelin. Restauranten lå i Paustian-komplekset, tegnet af Utzon, fader og søn. Her drev han et rent à la carte-køkken uden faste menuer men med et dagligt tilbud af 6 forretter og 6 hovedretter. Køkkenstilen var postmodernistisk, nærmest af dekonstruktiv karakter. Han forlod restauranten i 2010. I 2009 åbnede han desuden et bageri i København, som oprindeligt kun bagte én type brød.

Bo Bech åbnede i 2011 restauranten Geist på Kongens Nytorv i København, der lukkede permanent i 2020. I 2023 åbnede Bo Bech restaurant Bobe på Gråbrødretorv.

Bo Bech, der har modtaget flere priser, herunder i 2004 diplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi, har desuden medvirket i tv-serier som Kniven for Struben, Kokkekampen og Køkkenkrisen. I 2010 udgav han kogebogen Kokkeskole.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig