Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louise Nimb

Oprindelig forfatter Boyh Seneste forfatter Redaktionen

Louise Nimb var en fornyer af restaurationsbranchen og af kogebogsgenren. Fotografi fra ca. 1900.

Louise Nimb var en fornyer af restaurationsbranchen og af kogebogsgenren. Fotografi fra ca. 1900.

Louise Nimb, 9.10.1842-3.5.1903, kogebogsforfatter og restauratør. Sammen med sin mand, Vilhelm Nimb (1830-1900), drev hun en række kendte restauranter, bl.a. Divan 2 i Tivoli. Louise Nimb tilførte det københavnske restaurationsliv kvalitet og stil samt elementer fra det store internationale køkken.

Hendes hovedværk er Fru Nimbs Kogebog (1888, 3. udg. fra 1900 genudgivet 1996), der omfatter såvel det store køkken som det daglige og repræsenterer det danske køkken på et højdepunkt. Louise Nimb udgav desuden en række specialkogebøger, en gastronomisk ordbog på fire sprog (1899) og en bog om menuer (1897). I bogen Karen (1894) giver hun igennem en fiktiv historie gode råd til husmødre og tjenestepiger.

Mor til Henriette (1863-1919) og Zerina (1865-1939) Nimb, der i 1909 åbnede restauranten Nimb i Tivoli.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Else-Marie Boyhus: Louise Nimb i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132026