grød

Grød af korn, gryn eller mel har formodentlig været kendt, siden korndyrkningen blev indført i Mellemøsten ca. 7000 f.v.t. Kornet kom til Danmark i yngre stenalder ca. 3900 fv.t., og grød har i denne del af Europa, hvor mælke- og kornhusholdningen siden har været dominerende, spillet en central rolle.

Grød var indtil 1900-tallet dagligmad på mange danskeres spisebord. Den spistes oftest om morgenen, evt. serveret med spegesild, eller som forret eller efterret ved et af de øvrige hovedmåltider eller som eneste ret på "en grøddag". Det drejede sig især om øllebrød, risvandgrød, bygvandgrød, havregrød samt boghvedegrød, men også risengrød, maizenagrød, rismelsgrød, mannagrød og fløjlsgrød af hvedemel, kartoffelmel og æg var blandt grødspiserne. I tiden efter 2. Verdenskrig forsvandt grød næsten helt, idet den dog fortsatte som mad for småbørn. Med en helsebølge i 1970'erne fik grød som andre typer af kornspiser en renæssance og blev igen accepteret som voksenkost.

Som følge af fokus på nordiske mad er grød blevet mere populært, og nye grødtyper er blevet udtænkt. I 2011 åbnede den første grødbar i København.

Frugtgrød har sandsynligvis været kendt lige så længe som grød baseret på korn, gryn eller mel. I middelalderen omtales den ofte som mos og var en yndet afslutning på et måltid. Frugtgrød laves af næsten alle typer bær og frugter, men en blanding af især de røde bær til rødgrød er betragtet som en dansk nationalret.

• gryn