Gastronomi er læren om og kunsten at spise og drikke godt. Gastronomi forudsætter viden om og indsigt i råvarers egenskaber, kvalitet og tilgængelighed, kombineret med kendskab til madretters tilberedning og sammensætning af disse til en harmonisk menu. Gastronomen er desuden kyndig i valget af drikkevarer, der passer til maden, og i serveringen af måltidet, med henblik på æstetikken i det selskabelige samvær.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af fransk gastronomie, af græsk gastronomia, af gaster 'mave' og -nomi, egentlig 'læren om maven'

Ordet gastronom optræder første gang omkring 250 f.Kr. hos den stoiske filosof Chrysippos fra Soloy, der bruger det om Archestratos’ læredigt, som er omkring 100 år ældre, og hvis korrekte titel antagelig er Hedypethaia ('kunsten at leve godt'). Brillat-Savarin har kendt de bevarede fragmenter af digtet og tilegner sig ordet, som derefter kommer i almen brug efter 1801, hvor det optræder i titlen på et digt af Joseph Berchoux (1765-1839) Gastronomie ou l’Homme de Champs à Table.

Tidligere knyttede der sig til gastronom forestillinger om en udartet dyrkelse af raffineret mad og pedantisk holdning til korrekt tilberedning. Begrebet har nu fået et bredere og mindre værdiladet indhold.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig