Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gastronomi

Oprindelig forfatter JFak Seneste forfatter Redaktionen

gastronomi, læren om og kunsten at spise og drikke godt. Gastronomi forudsætter viden om og indsigt i råvarers egenskaber, kvalitet og tilgængelighed, kombineret med kendskab til madretters tilberedning og sammensætning af disse til en harmonisk menu. Gastronomen er desuden kyndig i valget af drikkevarer, der passer til maden, og i serveringen af måltidet, med henblik på æstetikken i det selskabelige samvær.

Ordet kommer af fransk gastronomie, af græsk gastronomia, af gaster 'mave' og -nomi, egl. 'læren om maven'.

Tidligere knyttede der sig til begrebet gastronomi en forestilling om en pedantisk interesse for en eneste sand udførelse og korrekt sammensætning af måltidet og en udartet dyrkelse af nydelsen ved dets indtagelse. Begrebet har nu fået et bredere og mere neutralt indhold.

Se også kogekunst og måltid.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Fakstorp: gastronomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82437