Danablu, Bornholms Andelsmejeri
Mejerist Peter Olsen med osten Skt. Clemens Danablu, der fremstilles på Bornholms Andelsmejeri i Klemmensker. Foto fra 1998, hvor mejeriets Danablu vandt guld ved verdensmesterskaberne i ost. En bedrift mejeriet har gentaget flere gange siden.
Danablu, Bornholms Andelsmejeri
Af /Ritzau Scanpix.

BGB er et EU-kvalitetsmærke, der angiver, at en fødevare eller et landbrugsprodukt stammer fra og enten er fremstillet, forarbejdet eller tilvirket i et afgrænset geografisk område. Formålet med mærkningen, der blev indført af EU i 1992, er at beskytte en fødevarebetegnelse, så ingen andre varer kan hedde det samme.

Faktaboks

Også kendt som

BGB er en forkortelse for beskyttet geografisk betegnelse. På engelsk svarer det til PGI, som er en forkortelse for Protected Geographical Indication.

For Danmark har BGB-certificering haft betydning for grøntsager, kød og oste.

Danske grøntsager

Lammefjordsgulerødder fik BGB-certificering i 1996, og i 2014 tildeltes også lammefjordskartofler BGB-certificering.

Dansk kød

Kød fra dyr opdrættet på de salte vader har særlige kvalitetsegenskaber som delikat smag og god mørhed. Vadehavslam og vadehavsstude fik i 2016 BGB-certificering som lammekød og kød fra ungkvæg.

Danske oste

Fire danske komælksoste har opnået BGB-certificering. Internt i dansk mejeribrug omtales de ofte som "firebanden".

Esrom

Esrom blev BGB-certificeret i 1996. Esrom er en halvfast ost og var meget spist i Danmark i 1950'erne og 1960'erne. Esrom produceres på Arla Nr. Vium Mejeri og Thise Mejeri, og i dag eksportes det meste af produktionen af Esrom til Tyskland.

Danablu

Danablu, der er en blåskimmelost, blev BGB-certificeret i 2003. Danablu produceres på Arla Høgelund Mejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Drøsbro Mejeri. Det meste af produktionen af Danablu eksporteres, og Danablu er kendt i store dele af verden.

Danbo

Danbo er halvfast ost, der blev BGB-certificeret i 2017. Danbo sælges stort set kun på det danske hjemmemarked, hvor Danbo udgør to tredjedele af det totale ostesalg. Danbo produceres af Them Andelsmejeri, Thise Mejeri, Mammen Mejeri, Jernved Mejeri, Nørup Mejeri og af Arla på Arla Tistrup Mejeri og på Arla Taulov Mejeri. Tidligere blev Danbo også produceret på Asaa Andelsmejeri.

Havarti

Havarti er en syrlig halvfast ost med mange små huller, der blev BGB-certificeret i 2019. Havarti produceres af Grøndal Mejeri/Uhrenholt, Bornholms Andelsmejeri, Nørup Mejeri, Mammen Mejeri, Them Andelsmejeri og af Arla på Arla Tistrup Mejeri og på Arla Taulov Mejeri. To tredjedele af produktionen eksporteres til andre EU-lande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig