seng

De nordiske skibsfund fra Oseberg og Gokstad fra ca. 850-900 rummede de tidligste kendte flytbare senge i Norden og kendes fra Osebergfundet og Gokstadfundet. Men det mest almindelige i vikingetiden og indtil ca. 1850 var faste, lukkede sengesteder langs stuens nordvæg.

I Vestdanmark var sengen ofte indbygget i panelvæg med låger for, i Østdanmark hyppigst med omhæng. I højere samfundslag vandt flytbare senge dog stigende udbredelse i 1400-tallet, ligesom der kunne være indrettet et særskilt sengekammer, en såkaldt alkove. Desuden sås såkaldte himmelsenge med hjørnestolper, der bar en himmel af træ eller stof.

På landet vandt himmelsengene også gradvis indpas, især som gæstesenge. Tjenestepiger kunne have deres soveplads i disse senge, men sov dog oftest i et aflukke ved køkkenet i en tømret seng eller en seng uden himmel. Det samme gjaldt karlene, der hyppigst boede i et rum ved hestestalden.

Efter 1850 blev det også på landet almindeligt med særskilte soverum. I midten af 1800-tallet dukkede senge af jernrør op, ligesom en ny sengekonstruktion sås, hvor vangerne (sengens sideplanker) blev hægtet på hjørnestolperne ved hjælp af jernbeslag. Denne konstruktion bevirkede, at sengene med lethed kunne samles og skilles ad.

Allerede i oldtiden var det almindeligt, at der sov to personer i hver seng. I reglen var sengene kun 170-180 cm lange, og man sad ofte halvt op i sengen. Til børnene blev der redt op i bænke med udtræksskuffe som fx slagbænken eller på sengesteder af halm og vidjefletning. De spæde børn blev fra 1600-tallet lagt i en vugge med gænger; senere blev vuggen uden gænger, og udtrækssengen og tremmesengen blev børnenes sovemøbler.

I midten af 1900-tallet sås tendenser til en opløsning af soveværelset som selvstændigt rum. Forældre anskaffede sovesofaer for at give børnene mulighed for at få eget værelse, altså møbler, der kunne anvendes til både at sidde og ligge i. Den ægteskabelige dobbeltseng eller to enkeltsenge placeret ved siden af hinanden forsvandt dog ikke helt fra boligen.

Andre sovemøbler kunne være fx brikse og køjesenge. Gæstesengen i perioden 1920-1950 kunne være en harmonika-udtræksseng, i 1960'erne fx en feltmadras eller en drømmeseng, som bestod af lærred spændt ud over et sammenklappeligt metalskelet, senere en sammenklappelig gæsteseng. I 1990'erne var der fornyet interesse for sengen, dens udstyr og omgivelser.

Mange talemåder belyser sengen som symbol for ægteskabet; brudesengen har sin plads i historien, og sengen har desuden gennem tiderne haft en religiøs værdi som rammen om liv og død.

Dyner og tekstiler, som hører til klargøring af en seng, er indtil begyndelsen af 1800-tallet blevet kaldt en sengs klæder. I bronzealdergravene fra ca. 1200 f.v.t. blev de døde lagt på en kohud, der havde hårsiden opad. Fra ca. år 1000 kan der gives en ganske detaljeret beskrivelse af sengetøjet. I Knud 4. den Helliges kiste har man fundet en velbevaret pude af silkestof og fyld af fjer fra ca. år 1100.

I testamenter fra 1300- og 1400-tallet omtales hovedpuder og linklæder eller lagner, en enkelt gang en dyne, sandsynligvis en underdyne til at ligge på. Men flere gange omtales en kolt, som var et sengetæppe eller sengeklæde, der kunne være foret med mårskind eller andet. I løbet af 1500-tallet kom materialet olmerdug frem, hvorfor overdyner med fyld af fjer eller dun må antages at have vundet indpas på det tidspunkt.

Sengen blev indtil begyndelsen af 1900-tallet oftest redt med et tykt lag halm oven på bræddebunden, derpå en underdyne, som blev dækket af et hørlærredslagen, og et overlagen blev bøjet ned over overdynen.

Ved hovedgærdet blev der lagt en langpude i sengens fulde bredde og mindre hovedpuder, en til hver overdyne; i reglen lå der to personer i samme seng.

Også et forhæng eller et helt sæt omhæng var de fleste steder nødvendigt tilbehør indtil tiden omkring år 1900. I 1900-tallet blev en madras af fx krøluld og kunststof almindelig, hvilket gjorde halmen og underdynen overflødige.

Brugen af puder og dyner med fjer har en lang tradition i Danmark og i de tidligere danske landsdele i Skåne. I det øvrige Europa har de kun i det nordlige Tyskland opnået en vis udbredelse. Man har adskillige gange forsøgt at eksportere "den danske dyne", men hidtil uden større held.

Sengen har ligesom stolen tillige været et prestigemøbel. Fra Egypten er der bevaret senge af guldbelagt træ, hvis fødder har form af dyrepoter, og hvis leje er af flettede plantefibre; herpå lagdes de afdøde konger.

I den græske og romerske antik kendes fra vasemalerier klinen, et liggemøbel, der benyttedes til bl.a. måltider og samtaler, men antagelig ikke som sovested. Etruskisk gravskulptur viser andre former for senge.

Med renæssancen udvikledes sengen som det rige, prestigegivende møbel. Herskabssengen, især i form af en himmelseng med hjørnestolper og himmel, ofte af tekstil, blev prydet af træskærerarbejde.

Barokkens paradeseng smykkedes af rige stoffer. Ved det franske hof udvikledes i 1600-tallet et højtideligt ceremoniel omkring kongens opvågnen, hvilket medførte en yderligere vækst i sovegemakkets betydning. Herved forstærkedes interessen for sengen, og nye, rige typer udvikledes, således også en dagseng.

Klassicismen igennem smittede fyrstesengens udsmykning af på den borgerlige seng. Den ægteskabelige dobbeltseng bibeholdt i 1800-tallet sin udsmykning og prestige og indgik i et helt arrangement af harmonerende møbler.

• boligens tekstiler
• møbler
• snedker
• møbelpolstrer