• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

toilet

Oprindelig forfatter GAJ Seneste forfatter Redaktionen

Toilet. Vandkloset fra et katalog over varer, der kunne leveres af det københavnske firma Sanitas i 1898. På væggen sidder cisternen, der ved træk i snoren leverer vand til toiletskålen. Prisen for hele arrangementet: klosetskål, cisterne og bærere til denne, messingkæde med træk, sæde af træ og skyllerør løb op i 91 kr. svarende til ca. en tiendedel af en ufaglært arbejders årsløn.

Toilet. Vandkloset fra et katalog over varer, der kunne leveres af det københavnske firma Sanitas i 1898. På væggen sidder cisternen, der ved træk i snoren leverer vand til toiletskålen. Prisen for hele arrangementet: klosetskål, cisterne og bærere til denne, messingkæde med træk, sæde af træ og skyllerør løb op i 91 kr. svarende til ca. en tiendedel af en ufaglært arbejders årsløn.

toilet, wc, lokum. De ældste toiletter kendes fra ca. 2300 f.Kr. dels fra Mesopotamien, dels fra Kreta.

Indendørs toiletter kendes ligeledes fra før Kristi fødsel i såvel græske som egyptiske huse, og også i romerske huse forekom toiletter i forbindelse med et veludviklet vandforsyningsnet. Derudover har offentlige latriner været kendt langt tilbage i tiden.

Ordet toilet er kommet via tysk fra det franske (cabinet de) toilette '(rum til) påklædning', afledn. af toile 'lærred, linned', af latin tela 'vævet stykke tøj'.

I Danmark fandtes de ældste lokummer i byerne; de var placeret over dybe huller, som var muret op eller var træbeklædt indvendig. Hullerne blev jævnlig tømt eller blot dækket til, hvorefter et nyt hul blev gravet.

Annonce

På adelige hovedgårde og kongelige slotte blev der fra senmiddelalderen ofte indrettet murede "hemmeligheder", små rum med sæder med huller i, som havde direkte forbindelse ned i voldgraven.

I midten af 1800-t. blev tøndesystemet indført. Retirader, dvs. små skure med latrintønder, stod i byernes baggårde, og hver uge blev tønderne tømt eller udskiftet af byens natmænd. Tøndesystemet muliggjorde andre former for toiletter i boligen i form af kasser med spande i, fx Marinos tørkloset, som opsamlede det faste og det flydende i hver sin metalbeholder, der overstrøedes med tørvesmuld og ventileredes gennem tilslutning til skorsten.

Disse indendørs anordninger blev tømt i gårdens tønder eller afhentet af renovationsfirmaer. Som toiletpapir blev der brugt fx indpaknings- og avispapir.

På landet benyttede man stald eller mødding og senere tøndelokum, mange steder helt op til midten af 1900-t. Derudover var det både på landet og i byerne i århundreder almindeligt at have potter og natstole, dvs. stole med indbygget potte.

De ældste kloakker i Danmark anlagdes i København i 1790. En moderne kloakering fik København og mange provinsbyer i slutningen af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t., hvorefter man kunne installere vandkloset, wc (eng. water closet).

Undertiden blev gårdens retirader indrettet med wc'er ("træk og slip"), ellers blev wc'er installeret på etagerne enten på bagtrappen eller i lejlighederne, visse steder så sent som i 1960'erne. Der er indrettet toiletter i de allerfleste boliger i Danmark i dag.

Se også afløbssystemer, bad, multtoilet, kloset, rumtoilet, spildevand og VVS.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gerd Anja Jørgensen: toilet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172760