Tjenestepige, pige på 14-19 år, som i 1800-1900-t. arbejdede i et gårdhushold eller hos et herskab, fx på en herregård. Tjenestepigen var indtil 1921 underlagt tyendelovgivningen og havde pligt til at have skudsmålsbog. Tjenestepigen bar oftest en klædedragt, som svarede til udøvelsen af hendes funktion som fx barnepige, stuepige, kokkepige; forklædet blev dog brugt af alle. Tjenestepigetiden kunne fungere som en oplæringstid til arbejdet som husmor i land- og byhusholdninger og ophørte normalt ved indgåelse af ægteskab. Ugifte kvinder kunne fortsætte tjenesteforholdet langt op i alderen. Tjenestepigerne organiserede sig i 1899 i Tjenestepigeforeningen, der i 1915 skiftede navn til Husassistenternes Fagforening. Se også tjenestefolk.