Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emma Gad

Oprindelig forfatter BKil Seneste forfatter FiSoe

Emma Gad havde et betydeligt kulturkritisk og dramatisk forfatterskab bag sig, da hun i 1918 udgav Takt og Tone. Hvordan vi omgaas. Det blev imidlertid etikettehåndbogen, hun blev husket for af eftertiden. Bogen er da også blevet genoptrykt mange gange, efter 1921 forsynet med Emma Gads fotografiske portræt og håndskrevne livsvisdom: Kun een Hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.

Emma Gad, Emmarenze Henriette Margrethe Gad, 21.1.1852-8.1.1921, dansk forfatter; gift i 1872 med premierløjtnant i søværnet, senere kontreadmiral Nicolaus Urban Gad (1841-1920).

I 1886 debuterede Emma Gad som dramatiker på Det Kongelige Teater. Frem til sin død skrev hun en lang række skuespil for de københavnske scener og nød stor popularitet for sin humoristiske behandling af tidens spørgsmål vedrørende ægteskab, seksualitet, moral, politik og generationsproblemer.

Hun oversatte og bearbejdede etikettebogen Man skal aldrig! (1886); hun samlede tidens førende personligheder inden for kunst, videnskab, mode og arkitektur til at skrive det første store opslagsværk i Danmark om hjemmets og familiens liv Vort Hjem (1903).

Annonce

I 1915 blev hun ansat på Politiken som journalist og redaktør for Dametidende, hvormed hun indstiftede familie- og forbrugsstoffet i dagbladsverdenen. Som aktiv i kvindesagen stiftede hun i 1898 "Hegnet", den første faglige organisering af kvinder på kontor, og fra 1900 var hun formand for Dansk Kunstflidsforening.

Det er især Takt og Tone. Hvordan vi omgaas (1918), udkommet i adskillige udgaver og oplag, der har sikret hende et navn for eftertiden. Med sin humor og sit kyndige greb om høflighed og etikette sammenbragte Emma Gad vidt forskellige fløje inden for kultur og politik af traditionel og moderne indstilling, og det gadske hjem blev fra 1900 ramme om den sidste salonkultur herhjemme.

Ægteskabets to sønner, Henry Christian Gad (1873-1957) og Urban Gad, blev hhv. kommandør og instruktør.

Læs også om takt og tone samt om skik og brug.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Kildegaard: Emma Gad i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81589