Møbler er bohave, der er udformet for at opfylde en lang række behov i hverdagslivet. Møbler kan inddeles efter deres funktion i gemmemøbler til opbevaring af ting (kister, skabe og skuffemøbler), hvilemøbler til at sidde eller ligge i (bænke, stole, sofaer og senge) samt borde, reoler og hylder til placering af ting.

Møbler er som regel flytbare (løsøre), men kan også være udformet, så de indgår i en fast sammenhæng (nagelfast) med bygning, underlag e.l., fx alkover.

Møblers grundtyper ændres over tid

Grundtyper som bord, stol, seng og kiste blev udviklet i oldtiden, og siden har skiftende behov og moder frembragt en lang række variationer og særformer.

Særlig i 1700-tallet blev der skabt talrige nye møbeltyper fx kommoden, chatollet og lænestolen. Man begyndte også at udforme sammenhørende møbler. Med empiren udvikledes møblementer, der er møbler i samme stil og med samme dekoration fx dagligstuens sofa med bord og tilhørende stole.

I løbet af 1800-tallet blev hele spisestuer også almindelige. I første halvdel af 1900-tallet indrettede de fleste sig med møblementer, hvor mange blev fremstillet på møbelfabrikker. Masseproduktionen betød en billiggørelse frem for, at en møbelsnedker fremstillede møblerne.

Funktionalisterne tog afstand fra denne form for møblering. De udviklede i stedet enkeltmøbler og små møbelgrupper til forskellige formål. Disse indretningsidéer slog dog først igennem senere. I 1900-tallet har man fremstillet særlige børnemøbler og funktionelle arbejdsmøbler, bl.a. til kontorbrug.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig