Hugh Johnson, f. 10.3.1939, britisk forfatter, bl.a. til bøger om vin. Efter litteraturstudier ved Cambridge University blev Hugh Johnson skribent for The Sunday Times og udgav i 1966 sin første bog, Wine, der blev fulgt af bl.a. opslagsværket World Atlas of Wine (1971, da. Den store vinbog, 6. reviderede udg. 2008) og The Story of Wine (1989). The Pocket Wine Book (1977) opdateres årlig og udkommer på 13 sprog, bl.a. dansk, senest Vin 2013 (2012). Hugh Johnson er desuden fast havebrugsskribent ved The Garden. Hans bøger er solgt i mere end 12 mio. eksemplarer, og han er den vinbogsforfatter, der har solgt flest bøger.