Cognac er en fransk druebrændevin, der er anerkendt som verdens fineste brandy. Navnet er beskyttet, således at kun druer, der er dyrket i et 90.000 ha stort område omkring byen Cognac, må anvendes.

Faktaboks

Etymologi
Cognac er opkaldt efter den vestfranske by Cognac.
Også kendt som

Stavemåden konjak var tilladt ved siden af cognac i perioden 1986-2001. Se majonæsekrigen. Før 1986 kunne ordet også staves kognak.

Den årlige produktion er på 129 mio. flasker (1994), hvoraf de 95 % eksporteres. Drikken blev udviklet i 1500-tallet og har en alkoholstyrke på 40-43 %. Den laves på ung, syreholdig hvidvin, primært af druen ugni blanc. Destillationen foregår i to omgange på et særligt destillationsapparat, en alambic. Destillatet opkøbes af cognachuse, der lader den unge, klare sprit tage farve og smag af lagring på 350-liters egefade. Cognachusenes hemmelighed er kunsten at opkøbe og blande destillerede vine af forskellig alder fra distriktets seks kvalitetsområder, således at drikken fremtræder med balance mellem lethed og finesse, krop og karakter. Hennessy, Martell, Rémy Martin, Courvoisier og Camus er førende på verdensmarkedet.

En cognacs kvalitet angives ved, hvor længe den har været fadlagret; når først den er kommet på flaske, udvikler den sig ikke længere. Der findes kun tre officielle alders betegnelser V.S., V.S.O.P. og X.O. men flere andre optræder regelmæsigt på etiketterne. Kvaliteten stiger i nævnte rækkefølge:

  • V.S. (very special) alternativt 3 stjerner; angiver, at den har været lagret min. 3 år.
  • V.S.O.P. (very special/superior old pale) min. 41/2 år.
  • Vieux (fransk gammel) mellem V.S.O.P. og X.O.
  • Napoléon min. 6 år.
  • X.O. (extra old) min. 10 år, ofte mere.
  • Extra min. 6 år, men forventes ældre end X.O.
  • Vieille Réserve officielt ligestillet med X.O., men forventes ældre.
  • Hors d'âge (fransk uden for alder) bruges kun på de allerældste cognacer. Officielt sidestillet med X.O., men forventes væsentlig ældre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig