Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cocktail

Oprindelig forfatter Lin Seneste forfatter Redaktionen

Opskrift på en cocktail.

Opskrift på en cocktail.

cocktail, blandet drink bestående af spiritus og/eller vin med fx frugtjuice, æg, sukker, et stænk af bitter samt is. Traditionen foreskriver, at cocktails med æg, fløde eller sukker rystes sammen, ellers kan man nøjes med at blande ingredienserne ved omrøring. Cocktails serveres normalt i et kegleformet såkaldt Martiniglas, mens blandede svaledrikke, også kaldet longdrinks eller coolers, serveres i høje glas.

Kunsten at lave cocktails består i at blande to eller flere ingredienser til en velsmagende, harmonisk drink, hvor ingen enkelt del af blandingen overskygger de andre. Pynt og garnering med citrusskal, oliven, løg eller bær fuldender indtrykket ved servering.

Siden cocktails slog an i USA i midten af 1800-t., har bartendere på internationale hoteller kappedes om at udvikle nye varianter. Det sker ofte i samklang med likørproducenterne, for hvem cocktailopskrifter med netop deres mærke sikrer fortsat afsætning. Der findes i dag flere tusinde cocktails. I 1930'ernes Danmark hørte cocktails med som velkomstdrink ved et mondænt selskab, men i modsætning til i udlandet er de siden gået af mode.

Annonce

Ordet er engelsk med betydningen 'hanehale', vist opr. om en hest af blandet race med kuperet hale.

Sådan serveres en cocktail

En del af charmen ved cocktails er deres farve og generelle udseende. Anvend derfor kun klare glas, ikke farvede. Hvis har en tilstrækkelig stor fryser, så stil de tomme glas derind en halv time før, cocktailene skal laves, så bliver de flotte, såkaldt „frosted“. Jo koldere isterningerne er, jo bedre. Jo nyere jo bedre, frysere afgiver smag. Brug mange, når du ryster en cocktail, men ikke så mange når de kommes direkte i glasset.
Opbevar altid gin, hvid rom og vodka i fryseren. Følg en opskrift nøje. Lav gerne flere af samme slags på én gang, fx i shakeren, men de skal serveres straks, de er lavet. Skyl shakeren mellem de forskellige cocktails.

Blue Hawaii: rom, ananasjuice, blå Curacao og kokosnøddecreme.

Blue Hawaii: rom, ananasjuice, blå Curacao og kokosnøddecreme.

Pynt på en cocktail skal være så enkel som muligt, oftest er det nok med en skive citrusfrugt. En cocktail må gerne se festlig ud, men den skal ikke deltage i en konkurrence om bedste udklædning! Servér på en lille papirserviet eller på en glasbakke, en såkaldt "coaster". Servér saltede snacks til. Oliven smager også godt til cocktails. Køb ikke dem i vand uden sten, de har en bismag. Gode oliven ligger i olie. Oliven skal serveres til – ikke proppes ned i drinken.

Dette afsnit stammer fra Ole Knudsen: Spis godt Cocktails. Gyldendal 2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Linde: cocktail i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57883