Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tjekkiet - øl

Oprindelig forfatter CB Seneste forfatter gdra

Tjekkiet har verdens største forbrug af øl [Pivo] pr. indb. (158 l årligt, 2005). Skønt Tjekkiet har meget gamle bryggetraditioner, er det den forholdsvis unge pilsner, der har gjort landets øl berømt.

De mest berømte bryggerier er Plzeňský Prazdroj i Plzeň (Pilsner Urquell) og Budvar i České Budějovice (Budweiser). Før kommunismens sammenbrud var der et bryggeri i enhver tjekkoslovakisk by af betydning, men markedsøkonomien har medført, at antallet er stærkt reduceret. Plzeňský Prazdroj er stadig førende med en årlig produktion på ca. 10 mio. hl øl (2000), tæt fulgt af Radegast og Staropramen. Efter Fløjlsrevolutionen har der imidlertid været en kraftig vækst i antallet af mikrobryggerier. Her brygges tjekkernes fortrukne typer, (pilsner og mørkt lagerøl), men også en række specialøl. I Prag er der således fem mikro- eller restaurationsbryggerier (2006). Den øgede interesse for øl efter år 2000 har medført en stor import af tjekkisk øl i Danmark, så det nu er muligt at få den godt humlede pilsnerøl og det mørke lagerøl mange steder, blandt sidstnævnte fx Kozel fra Pivovar Velké Popovice ved Prag.

Læs mere om Tjekkiet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Berthelsen: Tjekkiet - øl i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 1. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172554