Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østrig - vin

Oprindelig forfatter HSAn Seneste forfatter Redaktionen

I Østrig fremstilles ca. 3 mio. hl vin om året fra et areal på ca. 55.000 ha. De fleste vine er enkeltdruevine; de vigtigste er hvide, der enten er helt udgærede og tørre eller ædelsøde, lavet af druer angrebet af ædel råddenskab I de bedste vine er der stor renhed og fin balance.

De vigtigste hvidvinsdruer er den lokale specialitet grüner veltliner, der dækker 37% af hele arealet. Derudover dyrkes især welsch riesling (9%), müller-thurgau (7,8%) og weißburgunder (5%). Gode røde vine laves især på zweigelt og blaufränkisch.

Landet er delt i fire vinregioner med 16 distrikter. I Wachau nær Wien produceres tørre vine, mens det fugtige klima omkring Neusiedler See fremmer ædel råddenskab og dermed muligheden for at lave fine søde vine.

Annonce

Stor produktion findes i Weinviertel og Kamptal-Donauland, som generelt frembringer vine af mere jævn standard. Østrigs vineksport led et alvorligt knæk i forbindelse med en svindelskandale i 1985, hvor glykol blev tilsat for at øge mostvægten. Vinlovene blev revideret efter tysk model (se Tyskland (vin) , og landet har efterhånden genvundet respekten og det tidligere marked.

Læs mere om Østrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Steen Andersen: Østrig - vin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185227