Skakspillets rødder skal søges i det nordlige Indien (det optræder fx i sanskritlitteraturen) eller måske i Tibet eller Kina. Sikkert er det, at spillet i oldtidens slutning har bredt sig til Persien, hvor det fik sit nuværende navn. Det var formodentlig også perserne, der indførte pligten til at annoncere shah (skak), når man truede modstanderens konge.
Fra Persien spredtes spillet ad flere veje til Europa. Vigtigst har nok arabernes indsats været. De dyrkede spillet ihærdigt og videreudviklede det, bl.a. ved at indføre den nuværende skaknotation, der har gjort det muligt at bevare skakpartier for eftertiden, ligesom de konstruerede raffinerede skakopgaver, de såkaldte mansubaer.
Fra midt i middelalderen synes skakspillet at have vundet betydelig udbredelse i Europa, også i Danmark. Således har spillet åbenbart været almindeligt blandt vikingerne. I Gesta Danorum fortæller Saxo, at kong Svend den dramatiske augustaften i 1157, der er gået over i Danmarkshistorien som Blodgildet i Roskilde, pralede af sine færdigheder i spillet og forlangte at få bragt et skakbræt ind i gildesalen. I H.C. Andersens og J.P.E. Hartmanns opera Liden Kirsten, hvis handling udspiller sig i 1100-tallets Danmark, er det tavlebord, som Kirsten og ungersvenden Sverkel spiller på, måske et skakbræt, selvom den "guldterning", der "på tavlebordet randt", for længst er forsvundet fra spillereglerne og dermed har gjort skakspillet til det måske mindst hasardprægede spil af alle.
I slutningen af middelalderen så de første lærebøger i skak dagens lys, og i renæssancen blev Italien det førende land. Fra den tid stammer de første bevarede skakpartier.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.