Skakspillets rødder skal søges i det nordlige Indien (det optræder fx i sanskritlitteraturen) eller måske i Tibet eller Kina. Sikkert er det, at spillet i oldtidens slutning har bredt sig til Persien, hvor det fik sit nuværende navn. Det var formodentlig også perserne, der indførte pligten til at annoncere shah (skak), når man truede modstanderens konge.

Fra Persien spredtes spillet ad flere veje til Europa. Vigtigst har nok arabernes indsats været. De dyrkede spillet ihærdigt og videreudviklede det, bl.a. ved at indføre den nuværende skaknotation, der har gjort det muligt at bevare skakpartier for eftertiden, ligesom de konstruerede raffinerede skakopgaver, de såkaldte mansubaer.

Fra midt i middelalderen synes skakspillet at have vundet betydelig udbredelse i Europa, også i Danmark. Således har spillet åbenbart været almindeligt blandt vikingerne. I Gesta Danorum fortæller Saxo, at kong Svend den dramatiske augustaften i 1157, der er gået over i Danmarkshistorien som Blodgildet i Roskilde, pralede af sine færdigheder i spillet og forlangte at få bragt et skakbræt ind i gildesalen. I H.C. Andersens og J.P.E. Hartmanns opera Liden Kirsten, hvis handling udspiller sig i 1100-tallets Danmark, er det tavlebord, som Kirsten og ungersvenden Sverkel spiller på, måske et skakbræt, selvom den "guldterning", der "på tavlebordet randt", for længst er forsvundet fra spillereglerne og dermed har gjort skakspillet til det måske mindst hasardprægede spil af alle.

I slutningen af middelalderen så de første lærebøger i skak dagens lys, og i renæssancen blev Italien det førende land. Fra den tid stammer de første bevarede skakpartier.

De første turneringer

I begyndelsen af 1700-tallet blomstrede en skakkultur op i Frankrig, og der opstod et skakmiljø på Café de la Régence i Paris, hvor førende skikkelser i kulturlivet og de stærkeste skakspillere i verden satte hinanden stævne. Den første store skikkelse var Légal de Kermur (1710-1792), der efterfulgtes af Philidor. I 1800-tallet begyndte et egentligt internationalt skakliv at tage form, bl.a. med afviklingen af den første store turnering i London 1851, der blev vundet af tyskeren Adolf Anderssen. Amerikaneren Paul Morphy viste i sin korte skakkarriere (1857-1863) en hidtil ukendt indsigt i spillets natur og besejrede alle daværende førende skakspillere, inklusive Anderssen.

VM i verdensskakforbundets regi: orden og opbrud

Den første egentlige VM-match daterer man til 1886. Den fandt sted i USA og blev vundet af østrigeren W. Steinitz, der efter en næsten tre måneder lang dyst besejrede russeren J. Zukertort (1842-1888). Siden da har blot femten andre mestre siddet på skakkens trone: Lasker, Capablanca, Aljechin, Euwe, Botvinnik, Smyslov, Tal, Petrosjan, Spasskij, Fischer, Karpov, Kasparov, Kramnik, Anand og Carlsen.

De første mange år blev VM-titlen på det nærmeste betragtet som verdensmesterens personlige ejendom, som han ridderligt satte på spil mod en styrkemæssigt og økonomisk passende udfordrer, men med oprettelsen af verdensskakforbundet FIDE 1924 kom der fastere rammer om det internationale skakliv, og siden 1948 har FIDE stået som arrangør af VM-matcherne indtil 1993, hvor den regerende verdensmester, Garri Kasparov, som optakt til en VM-match mod briten Nigel Short (f. 1965) brød med forbundet og dermed skabte en tilbagevenden til tidligere tiders tilstand. FIDE fortsatte dog under markant ændrede vilkår med at arrangere sine egne verdensmesterskaber; bl.a. brød man i 1997 med den mere end 100 år gamle tradition at afgøre VM ved lange matcher mellem to spillere: en mester og en udfordrer.

Usikkerhed og skakcomputere

Efter år 2000 er det internationale skakliv ikke blot præget af organisatorisk usikkerhed, men også af computernes fremmarch. At IBM's computer Deep Blue med en vægt på 1400 kg og en beregningshastighed på 200 millioner træk i sekundet i foråret 1997 knebent besejrede verdens stærkeste skakspiller, Kasparov, i en match over seks partier, er måske ikke så betydningsfuldt for spillets fremtid som de talrige muligheder, computerne giver stormestrene for at kortlægge deres modstanderes spillestil og svagheder — og for i sidste instans måske at blive en smule klogere på skakspillets hemmelighedsfulde karakter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig