Rokade, (af fr. rocade 'rokering, omflytning', afledn. af roc 'skaktårn', af arab. rukhh 'krigselefant'), skakudtryk, det eneste træk i spillet, hvor to brikker, altid kongen og et tårn, under særlige betingelser kan flyttes samtidig. Der skelnes mellem lang og kort rokade. I begge tilfælde flyttes kongen to felter hen mod det tårn, der skal benyttes, hvorefter det pågældende tårn anbringes på den anden side af kongen.