Faktaboks

Boris Spasskij
Født
1937

Boris Spasskij, Boris Spassky, f. 1937, russisk stormester i skak, verdensmester 1969-72. Den meget alsidigt spillende Spasskij erobrede titlen ved at besejre Petrosjan i Moskva 1969, men tabte tre år senere i Reykjavík til amerikaneren Bobby Fischer. Denne legendariske match blev i mange medier fremstillet som en form for styrkeprøve mellem Sovjetunionen og USA, og herefter var Spasskijs forhold til det sovjetiske skakforbund køligt. I 1976 slog han sig ned i Frankrig.

Han har siden ved enkelte lejligheder vist glimt af fordums styrke, men hans tid blandt de absolut førende spillere sluttede i 1970'erne. En "revanchematch", som Spasskij tabte klart til Fischer i Montenegro og Beograd 1992, var en stærkt opreklameret mediebegivenhed, som kun havde beskeden skakmæssig betydning. Se også Sovjetunionen (skak).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig