Der kom en mand fra Det Røde Hav, sangleg, hvor en deltager skal gætte aftalte navne på legens andre deltagere. Navnene er givet efter et tema, fx blomsternavne. Deltagerne står på en lang række over for deltageren, som skal gætte navne, og parterne skiftes til at gå frem og tilbage mod hinanden, mens de synger hver deres strofer af sangen. Efterhånden som deltagernes navne gættes, skifter de over på gætterens side. Sanglegen fortsætter indtil alle deltagerne er blevet gættet og har skiftet side.