Bugtaler, ventrilokvist, artist, der uden synlig bevægelse af munden frembringer ord eller toner, der synes at stamme fra et andet sted. Tidligere troede man, at artisten talte fra bughulen vha. inhaleret luft, men teknikken bygger i virkeligheden på imitation af de forandringer i lyden, der giver indtryk af nærhed eller afstand; samtidig henleder mimikken tilhørerens opmærksomhed på det sted, hvorfra lyden tilsyneladende stammer.

Bugtalere omtales allerede i antikken. At det drejede sig om en illusion, som ikke krævede overnaturlige evner, blev i 1584 påvist af Reginald Scot i The Discovery of Witchcraft. Selve teknikken blev første gang beskrevet af Abbé de la Chapelle i Le Ventriloque, ou l'engastrimythe (1772). Bugtalere optrådte især på varietéer, hvor bugtalerdukken blev fast rekvisit i løbet af 1800-t. Af berømte bugtalere kan nævnes amerikaneren Edgar Bergen (1903-78) med dukken Charlie McCarthy.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig