Lenny Bruce, egl. Leonard Alfred Schneider, 1927-1966, amerikansk entertainer af jødisk afstamning. Bruce optrådte siden begyndelsen af 1950'erne på små natklubscener eller på gaden. I satiriske monologer gjorde han op med racefordomme og seksuelle tabuer, fx ved blandt publikum at opregne "niggere, spaghettier" etc. Han blev arresteret flere gange for krænkelse af den offentlige moral og besiddelse af narkotika. For 1960'ernes amerikanske ungdomsoprørere blev Bruce nærmest en kultfigur. Instruktøren Bob Fosse skabte i 1974 filmen Lenny over hans liv med Dustin Hoffman i titelrollen.