Sandkasse,

legeindretning til småbørn, bestående af en rektangulær, som regel kvadratisk, åben trækasse med strandsand. Til sandkassen hører traditionelt spand, skovl og forskellige former til at forme sandet til "kager" med. Disse rekvisitter var oprindeligt af blik, men er nu ofte afløst af plastic.

I denne udgave kendes sandkassen internationalt (eng. sandbox eller sandpit, ty. Sandkasten). Sandsynligvis er sandkassen blevet udviklet, efter at badning fra åben strand kom på mode i anden halvdel af 1800-t.; i begrænset omfang kunne børnene på den måde få stranden med sig hjem til byen. Og socialt ringere stillede småbørn, der ikke havde adgang til stranden, kunne i sandkassen udfolde deres kreativitet uden at være henvist til de sædvanlige rendestene, grøftekanter og mudderhuller.

Hovedmanden bag indførelsen af sandkasser (sandlegepladser) i Danmark var kommunelærer Hans Dragehjelm (1875-1948). I 1907 blev en stor bunke sand placeret midt i Rådhushaven i København, men fjernet igen året efter. Dragehjelm havde fået øjnene op for sandlegepladsens pædagogiske muligheder og skrev i 1909 bogen "Barnets Leg i Sandet", der udkom samtidig på dansk og tysk. Sammen med en gruppe borgere på Christianshavn havde han i 1908 taget initiativ til oprettelsen af den første sandlegeplads i Danmark på Elefantens bastion på Christianshavns vold. Herfra bredte eksemplet sig til det øvrige København og hele landet. Også Rigmor Stampe Bendix (1850-1923), der var formand for Københavns Legepladsforening mellem 1891 og 1921, var aktiv i indførelsen af legepladser med sandkasser. Dragehjelm forblev dog sandkassens fremmeste fortaler og understregede i talrige skrifter dens pædagogiske, sociale og hygiejniske kvaliteter. Hans arbejde nød stor offentlig bevågenhed, han havde internationale kontakter med andre småbørnspædagoger og blev i 1938 belønnet med et ridderkors for sin indsats.

Også som satirisk metafor for barnagtig adfærd i politik og ledelse er sandkassen internationalt udbredt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig