Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

spilleautomat

Oprindelig forfatter SNov Seneste forfatter Redaktionen

spilleautomat, maskine, der anvendes til heldspil om penge og spillemærker; over store dele af verden også kaldet enarmet tyveknægt, idet den især tidligere aktiveredes med et træk i et langt håndtag og kun betalte en lille procentdel af indskuddet tilbage som gevinst.

Den første spilleautomat, Liberty Bell, blev opstillet i San Francisco i 1895, men før den fandtes der automater, der ikke udbetalte gevinster, idet spillet bestod i, at en mønt fx aktiverede to heste, der løb om kap. Spillerne kunne så indbyrdes vædde om udfaldet.

Spilleautomater findes i utallige udformninger. Den klassiske har tre hjul med hver 20 symboler. Ved hvert spil roterer hjulene og standser med ét felt i gevinstruden; i alt er der således 8000 mulige udfald af spillet, men da flere af symbolerne (i en klassisk udgave: kirsebær, appelsiner, blommer m.m.) er identiske, kan de normalt 12 gevinstkombinationer opstå på flere måder.

Annonce

Der er forsket meget i spillets psykologi, bl.a. hvilke lydeffekter der stimulerer mest, og det er således ikke noget tilfælde, at de fleste maskiner udbetaler gevinsterne på en karakteristisk og støjende måde.

I Danmark er spilleautomater underlagt kontrol og belagt med afgifter. Kun på egentlige kasinoer må automaterne udbetale rede penge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Novrup: spilleautomat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163243