Panorama, rundmaleri, i hvis midte tilskueren befinder sig; det tidligste var den irske maler Robert Barkers (1739-1806) gengivelse af Edinburgh fra 1788.

Faktaboks

Etymologi
Af pan-, se pan(to)- og gr. horama 'syn, skue'.

Rundmaleri kræver særlige bygninger, men kan også rulles frem for tilskueren som fx det panorama, C.W. Eckersberg i 1823 fik bevilling til at vise i København sammen med mekanikeren N.J. Marstrand (1770-1829).

Flere europæiske storbyer fik i 1800-t. særlige panoramabygninger; 1881-91 fandtes der også en i København. De europæiske panoramabygninger havde samme dimensioner, og panoramaerne kunne derfor cirkulere mellem byerne.

I 1896 blev maleren Vilhelm Pacht (1843-1912) direktør for Panorama på Rådhuspladsen i København (se illustration til biograf). Det var et elektrisk panorama: Billederne blev fremvist bag glas og gjort "levende" ved hjælp af forskellige lyseffekter. Der vistes desuden kinematografbilleder, og Panorama blev dermed Danmarks første biograf.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig