Maskerade. Casino i København udgjorde i sidste halvdel af 1800-t. rammen om store maskeradefester for det københavnske borgerskab. Som en særlig attraktion var stedet indrettet med det helt moderne gaslys og et indendørs springvand. Tegning af Vilhelm Pacht bragt i Illustreret Tidende 1870.

.

Maskerade, fest, hvor deltagerne møder både udklædte og maskerede. I Danmark kendtes udklædningsskikke i ældre tid bl.a. fra de såkaldte maskeløb til jul og fastelavn, hvor deltagerne var udklædte og spillede rollen som det, de forestillede, eller opførte forskellige danse. Bag udklædningen skjulte man sin sædvanlige identitet og sociale rolle. Ved Reformationen søgte kirken at udrydde disse skikke. Karnevalet vendte fra 1600-t. tilbage til Norden i form af maskerader, der bl.a. var populære ved hoffet med forbillede i det berømte karneval i Venezia. Der var tale om en moderne, civiliseret byversion af karnevalet; man mødtes til te, musik, kortspil og dans og kunne evt. trække sig tilbage til små aftrædelsesrum.

Faktaboks

Etymologi
Ordet maskerade kommer via fransk mascarade fra italiensk mascherata, afledt af maschera 'maske', se maske.

Offentlige maskerader blev forbudt i Danmark fra 1724, men blev fra 1768 igen tilladt på Det Kgl. Teater og fra 1803 over hele landet. Fra 1847 blev der afholdt store maskerader på Casino i København; fx foregår Erik Bøghs stykke Califen paa Eventyr (1857) ved en sådan Casinomaskerade. Endnu ind i 1900-t. var disse maskerader, afholdt af Studenterforeningen og Kunstnerforeningen af 18. november, en københavnerbegivenhed; på scenen blev der arrangeret fantasifulde optog med dekorationer af bl.a. teatermaleren Carl Lund, og forskellige kunstnere underholdt. I løbet af aftenen blev der uddelt præmier til fx den skønneste kvinde eller den mest komiske dragt. Maskerne faldt ved midnat, og herefter var der almindeligt bal.

Maskeraden som begivenhed er blevet brugt af flere forfattere og komponister; fx skrev Holberg i 1724 stykket Mascarade, der er forlæg for Carl Nielsens opera Maskarade. Også i Verdis opera Maskeballet indgår en maskerade.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig