En festival er et kulturarrangement, der oftest er periodisk tilbagevendende og strækker sig over flere dage.

Faktaboks

Etymologi
Ordet festival kommer via engelsk festival fra latin festivalis 'som hører til en festdag', af festus 'fest-, festlig'.

Kunstneriske områder

Under festivaler præsenteres en enkelt eller flere forskellige former for udøvende kunst som musik, dans, film eller teater, ofte med et meget forskelligartet og sammensat udbud, men af og til helliget et specielt tema. En særstilling indtager festivaler, hvor kun én kunstner er repræsenteret (fx Richard Wagners Bayreuth-festspil, fra 1876).

Festivaler er gerne knyttet til en enkelt by. Nationalt og internationalt publikum tilbydes her et koncentreret program, der skiller sig ud fra resten af årets kulturelle udbud, fx med berømte kunstnere som blikfang eller med præsentation af ny eller mindre kendt kunst. Der kan være betydelige kommercielle interesser i festivaler.

Begrebet anvendes også bredere om arrangementer for anden kunst, fx biennalen i Venedig (fra 1895) med billedkunst, eller for fx mode.

Oprindelse

Dionysosfesterne i antikkens Athen kan ses som en forløber for den moderne festival. Her opførtes i religiøs sammenhæng tragedier og komedier fra morgen til aften i fire dage. Tanken om tilbagevendende kunstneriske begivenheder, der når ud til et stort publikum, genfindes også i middelalderens årlige mysterie- og passionsspil og i 1800-tallets især tysksprogede festspiltradition, hvor teateropførelser markerede en (lokal)historisk begivenhed, gerne i det fri med aktiv deltagelse af lokalbefolkningen (se friluftsteater).

Eksempler

Af store udenlandske festivaler kan ud over Bayreuth nævnes Salzburger Festspiele (fra 1920), Cannes Filmfestival (1946), teaterfestivalen i Avignon (1947) samt Edinburgh Festival of Drama and Music (1947). Også i Danmark er antallet af festivaler voksende: Aarhus Festuge (1965), Roskilde Festival (1971), Tønder Festival (1975), Copenhagen Jazz Festival (1979), Natfilmfestivalen (1990), Images of Africa (1991), Dancin' City (1992), Copenhell (2010).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig