Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Prince of Persia

Oprindelig forfatter Löb Seneste forfatter Redaktionen

Prince of Persia, amerikansk computerspilserie, opr. udsendt i 1989. Det oprindelige spil var et 2D-platformspil udviklet af Jordan Mechner. Prince of Persia præsenterede en 1001 Nat-inspireret eventyrverden, hvor titelfiguren skulle redde prinsessen fra den onde Vizir, Jaffar.

Spillet blev kendt for sine for tiden realistiske animationer af prinsens bevægelser, som blev udført på baggrund af filmoptagelser af Mechners bror. Usædvanlig var også spillets tidsstruktur: Spilleren havde præcis én time til at gennemføre spillet og redde prinsessen, hvis man ville undgå en sørgelig slutning.

Spillet blev en succes og fik en mindre kendt efterfølger, Prince of Persia 2: The Shadow and the Flame (1994). Første forsøg på at bringe serien ind i 3D-grafik-æraen, Prince of Persia 3-D (1999), blev en fiasko.

Annonce

Da udgiveren Ubisoft overtog rettighederne, blev det besluttet at gøre endnu et forsøg, hvilket resulterede i Prince of Persia: The Sands of Time (2003), udført som et 3D-actionspil i stil med Tomb Raider. Spillets historie var bygget op omkring en kniv, som kan manipulere tiden, og i løbet af spillet kunne spilleren, som et nyskabende spilkoncept, spole tiden tilbage ved fejl og fjerne frustrationen ved at dø ofte. Spillet forbandt derved også elegant spille- og fortælleelementer.

Historien skilte sig tillige ud fra de fleste spilnarrativer ved at fremstille prinsen som indledningsvis arrogant og forkælet, ved at lade ham få reelt modspil af den handlekraftige heltinde Farah, og ved at være fortalt i en flashback-struktur, hvor prinsen som gammel genfortæller begivenhederne, som de bliver spillet. Spillet blev mødt med stor entusiasme af både kritikere og publikum og er i dag at regne som en klassiker.

Ubisofts ønske om at udvide spillets fanbase førte til, at efterfølgeren Prince of Persia: The Warrior Within (2004) blev tilført et mørkere udtryk, i tillæg med sex og rockmusik, men da den ønskede effekt udeblev vendte man tilbage til forgængerens tone i Prince of Persia: The Two Thrones (2005).

Herefter lagdes serien i dvale indtil en ny genoplivning kom med 2008-udgaven af Prince of Persia, som især er karakteriseret ved sit maleriske grafiske udtryk.

En stort anlagt filmudgave af Prince of Persia: The Sands of Time med instruktion af Mike Newell (f. 28.3.1942) og med Jake Gyllenhaal i hovedrollen havde premiere i 2010.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rasmus Löb: Prince of Persia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=245553