World of Warcraft

Det fysiske cover til det mest succesfulde MMORPG til dato: World of Warcraft (2004-).

Blizzard Entertainment.

MMORPG er en genre inden for computerspil, hvor flere tusind spillere mødes i en fortløbende virtuel verden gennem deres figurer (også kaldet avatarer).

Faktaboks

Også kendt som

massively multiplayer online role-playing game

Det første MMORPG-spil var Ultima Online, som udkom i 1997, men allerede i 1980'erne fandtes rent tekstbaserede multibrugerspil, der kunne spilles over internettet (såkaldte multi-user dungeons eller blot MUD's).

Klassiske kendetegn ved MMORPG-genren

Et MMORPG er oftest kendetegnet ved udviklingen af spillerens avatar gennem forskellige opgaver, under hvilke avataren opnår styrke og flere evner og undervejs får adgang til mere indhold og udstyr. Den virtuelle verden er fortløbende forstået på den måde, at den holdes kørende på servere og dermed i princippet altid er den samme for alle spillere.

I disse verdener kan man typisk interagere med og nedkæmpe hinanden eller computerstyrede figurer, ofte i fællesskab og samarbejde med andre spillere. Den fiktive baggrund er som regel baseret på science fiction eller fantasy, som det også er tilfældet med rollespil mere overordnet.

Nogle MMORPG-spil kræver abonnement, mens andre finansieres ved, at spilleren kan foretage køb af forskelligt indhold inde i spillet for virkelige penge. Denne finansieringsmodel skyldes nødvendigheden af de servere, der opretholder den virtuelle verden for de aktive spillere.

Berømte titler

Blandt de mest velkendte MMORPG-spil er Lineage (1998), EverQuest (1999), RuneScape (2001), World of Warcraft (2004), The Lord of the Rings Online (2007) og Star Wars: The Old Republic (2011).

World of Warcraft er det mest berømte i genren. Spillet havde på sit højeste 100 millioner registrerede konti i 2014, inklusive konti uden et aktivt abonnement.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig