Stormkøkken, lille transportabelt kogeapparat til madlavning i militæret samt i forbindelse med camping o.l. Brænderen i et stormkøkken er beskyttet af en læskærm, over hvilken der kan placeres en gryde. Afhængigt af brændertype og klimatiske forhold anvendes som brændstof enten petroleum, benzin, sprit eller gas. Brændstoffet kan enten være i tabletform, antændes på en væge eller forvarmes og forstøves under tryk i en dyse, før det antændes, fx i primus og gasbrænder.