Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rejse (Opdagelsesrejser)

Oprindelig forfatter KGrH Seneste forfatter Redaktionen

Det var et hovedformål med opdagelsesrejserne at opdage, udforske og underlægge sig nye områder samt erhverve ny viden. Ofte forbindes opdagelsesrejser med Europa i 1400- og 1500-t., men de kendes også fra før den tid.

I 980'erne rejste Erik den Røde fra Island til Grønland, og Eriks søn Leif den Lykkelige nåede omkring år 1000 frem til Vinland, sandsynligvis omkring Newfoundland. I den arabiske verden fremmedes opdagelsesrejser af de lange pilgrimsfarter til Mekka og af, at gesandter og især handlende nåede vidt omkring i Europa, Afrika og Asien.

Omkring 850 kendes en beretning fra en arabisk købmand på besøg i Hedeby i Slesvig, og 1325-49 berejste og beskrev marokkaneren Ibn Battuta hele den da kendte, ikke-kristne verden, bl.a. Indien, Kina, Sumatra og Nigerlandet. En af Europas tidligste store opdagelsesrejsende var Marco Polo, der 1271-95 opholdt sig i Fjernøsten, heraf 17 år i Kina, hvorfra han gav en detaljeret rejseberetning.

Annonce

De store opdagelsers århundreder var 1400-1500-t. Henrik Søfareren oprettede ca. 1420 en skole for astronomer, geografer, kartografer og navigatører og skabte dermed en del af grundlaget for de store opdagelsesrejser. Frem til 1460 blev der næsten hvert år sendt ekspeditioner af sted langs Afrikas vestkyst, og fra 1480'erne tog de portugisiske opdagelsesrejser for alvor fart.

Bartholomeu Diaz rundede Kap det Gode Håb 1487-88, søvejen til Indien blev etableret med Vasco da Gamas rejse rundt om Afrika 1497-98, i 1513 nåedes Canton (Guangzhou) i Kina, og ved midten af 1500-t. var der oprettet permanent kontakt til Japan.

Christoffer Columbus nåede i 1492 Vestindien, som han fejlagtigt troede var Asien, og på tre følgende ekspeditioner besejlede Columbus den centralamerikanske og den nordlige del af den sydamerikanske kyst. Det blev Amerigo Vespucci, der efter rejser 1499-1500 og 1501-02 konkluderede, at det nyfundne område ikke var Asien, men en ny verdensdel. I de følgende århundreder udgik en lang række ekspeditioner fra Europa, og de europæiske stater oprettede kolonier på de øvrige kontinenter (se koloni og kolonialisme).

I 1519 indledte Fernando de Magellan den første jordomsejling i et forsøg på at nå Asien ved at sejle vest om Jorden; han nåede dog ikke hele vejen rundt, idet han i 1521 blev slået ihjel på Filippinerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Keld Grinder-Hansen: rejse (Opdagelsesrejser) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149882