Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rejse (Lystrejser)

Oprindelig forfatter KGrH Seneste forfatter Redaktionen

I 1700-t.s Europa var rejser hovedsagelig individuelle forretnings- og studierejser, men med den borgerlige dannelsesrejse begyndte lystelementet at spille en rolle. Målet med rejsen blev nu dobbelt: dels at erfare den ydre verden geografisk, kulturelt og historisk, dels at foretage en rejse i det indre.

Målet for rejsen blev i høj grad jeget selv, hvilket fra slutningen af 1700-t. også satte sig spor i en ny form for rejselitteratur, der satte den rejsende, rejseoplevelser og tolkninger i centrum snarere end rejseruten og de rejsemål, der blev besøgt undervejs (se også rejsebøger).

I dansk guldalder blev det almindeligt, at unge kunstnere, understøttet af Fonden ad Usus Publicos, foretog flerårige dannelsesrejser til Tyskland, Frankrig, Grækenland og Schweiz og ikke mindst Italien, hvor de samlede kunstnerisk inspiration, oplevede fremmede kulturer og vel også benyttede chancen til at "rase ud" på tryg afstand af guldalderperiodens borgerskab. Maleren Martinus Rørbye var således på en tre år lang dannelsesrejse 1834-37, der bragte ham til Rom, Syditalien, Grækenland og Tyrkiet, og han havde yderligere to års ophold i Italien 1839-41.

Annonce

Digteren H.C. Andersen nøjedes ikke blot med en eller to længere dannelsesrejser, men gjorde ligefrem rejsen til en livsstil. Ikke færre end 29 gange var H.C. Andersen på kortere eller længere udenlandsrejser. Opfattelsen af rejsens eksistentielle betydning, et markant element i dannelsesrejsens epoke, er blevet genoplivet i slutningen af 1900-t., hvor mange unge begiver sig ud på en form for dannelsesrejse til fx Østen eller Sydamerika. Bag den umiddelbare oplevelsestrang og udfoldelseslyst kan der spores et ønske om at (gen)finde sig selv i det fremmede og benytte rejsen til selvudvikling.

I løbet af 1800-t. blev den rekreative lystrejse en stadig mere betydelig rejseform for det europæiske borgerskab. Fra omkring 1820 begyndte borgerskabet i England at rejse på længere ferieophold i Frankrig og Italien, verdens første rejsebureau blev grundlagt af Thomas Cook i England i 1841, og nye rejsemål kom efterhånden til, bl.a. Egypten, Grækenland, Palæstina og Skandinavien, og fra ca. 1860 arrangerede britiske og amerikanske rejsebureauer grupperejser af flere måneders varighed rundt om på kontinenterne.

Kulturtilbuddene for de rejsende blev flere og bedre, og seværdighedsbegrebet blev sat i system, understøttet af rejseguiden, der, siden den tyske Baedeker første gang publiceredes i 1840'erne, var blevet et uundværligt element i turistrejsen. Udbygningen af jernbane- og dampskibsforbindelser i Europa, Nordamerika og dele af Asien bidrog til en stærk vækst i antallet af ferierejser i sidste halvdel af 1800-t., men turistrejsen var dog stadig forbeholdt borgerskabet.

Turismen fremstod først som en massebevægelse for hele den europæiske befolkning efter 2. Verdenskrig, da konceptet med færdigsyede selskabsrejser til lave priser i form af bus- og senere charterflyrejser gav mulighed for, at store dele af befolkningen kunne holde ferie under eksotiske himmelstrøg. De moderne transportmidler har elimineret afstandene og ophævet grænserne for, hvor man kan rejse hen, og med masseturismens fremkomst i 1900-t. er rejsens eksklusivitet endegyldigt ophævet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Keld Grinder-Hansen: rejse (Lystrejser) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149885