Kursted er et helbredsbefordrende behandlingssted. I Danmark blev de første kursteder grundlagt sidst i 1800-tallet med to forskellige idémæssige udgangspunkter.

Efter tysk forbillede blev Arnakkekilden ved Silkeborg fra 1883 anvendt til kildevandskure, og i byen blev der indtil 1947 oprettet kuranstalter, sanatorier og rekreationshjem, der alle havde udgangspunkt i en centraleuropæisk tradition for kurbade.

Det andet grundlag for danske kursteder udgik fra lægen Carl Ottosen (1864-1942) og hans tilknytning til Adventistsamfundet og hentede inspiration fra den amerikanske læge John Harvey Kellogg. På Frydenstrand Badesanatorium ved Frederikshavn i 1897 og året efter på Skodsborg Badesanatorium, der siden blev Nordens største kursted, introducerede Ottosen et bredt spektrum af fysiske behandlinger kombineret med vegetarisme samt afholdenhed over for tobak og alkohol.

Ud fra disse principper blev der grundlagt sanatorier, kuranstalter og behandlingshjem i København, Juelsminde og Odder. Skodsborg Kurcenter og Hotel var i mange år Danmarks eneste kurcenter, men med wellness-bølgen efter år 2000 er kurophold af mange slags ved at blive almindelige igen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig