• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ferie

Oprindelig forfatter HD-N Seneste forfatter sthornval

ferie, oprindelig betegnelse for helligdage, hvor der ikke blev arbejdet, i den romersk-katolske kirke for hviledage i forbindelse med kirkelige fester, helgendage o.l. og siden generelt for en række sammenhængende fridage, hvor der rekreeres og fx ikke gives undervisning eller afholdes retsmøder.

I den sidstnævnte betydning vandt begrebet først indpas i slutningen af 1800-t., da industrialiseringen bevirkede, at tilværelsen blev inddelt i arbejde og fritid.

Ordet ferie kommer af latin feriae.

Ferieloven

Alle lønmodtagere har ret til fem ugers ferie i henhold til Ferieloven. Derudover har mange ret til fem feriefridage (den sjette ferieuge), som er gennemført via overenskomsterne med virkning fra 1.1.2001. Den optjente ferie skal holdes i ferieåret fra 1/5 det efterfølgende år til 30/4 det næstfølgende år.

Annonce

Fra udgangen af ferieåret 2002-03 blev det muligt at overføre op til en uges ferie til det efterfølgende ferieår. Feriegodtgørelse (12,5% af bruttolønnen) skal arbejdsgiveren løbende indbetale til FerieKonto, eller også skal der i ferieperioden udbetales sædvanlig løn samt et ferietillæg på minimum 1%.

Historisk udvikling

I 1800-t. var ferie et ukendt begreb for arbejdere og var stort set forbeholdt det højere borgerskab, visse grupper af offentligt ansatte samt kunstnere og folk i liberale erhverv. Omkring år 1900 udviklede det nordeuropæiske borgerskab en særlig landliggerkultur, hvor familierne inklusive tjenestefolk om sommeren flyttede ud til sommerboliger på landet eller ved havet, søer, floder m.m.

Et forbud mod søndagsarbejde fra 1891 fik i Danmark stor betydning for udviklingen af kolonihavebevægelsen med kolonihaver på lejet grund i byernes randområder. Denne rekreationsform var navnlig yndet af arbejdere og håndværkere i sommermånederne.

Med tiden vandt weekender, et begreb opstået i England, og kortere ferier stadig større udbredelse, og i 1919 holdt ca. 20% af de organiserede arbejdere i Danmark ferie. I 1934 var tallet steget til 47%, selvom egentlig ferie med løn først blev indført med Ferieloven i 1938. Loven indebar i 1939 ni dages ferie med løn og i 1940 tolv dage.

De første weekendhytter i specielle weekendbyer voksede frem ligesom de første primitive og oftest selvbyggede ferie- og sommerhusbebyggelser, omkring København, især langs Køge Bugt, omkring Odense ved Hasmark og Kerteminde og omkring Århus og Randers ved Vejlby Fed, Ebeltoft Vig og Grenaa Klit.

De første gratis feriekolonier for skoleelever under tilsyn af lærere blev etableret i Schweiz i 1875 og i Danmark i 1899. Ikke mindst skoleinspektør Christian Østrup (1891-1981), der 1933-61 var leder af den allerede i 1854 oprettede komité for københavnske skolebørns ferieophold, ydede en stor indsats for bybørns ferieophold på landet. Komitéens arbejde blev i 1961 overtaget af Børnenes Kontor, hvor der formidledes landophold for bybørn og ydedes andre former for hjælp til især børnerige familier.

Ferietanken fik ny næring gennem Dansk Folke-Ferie, som de faglige organisationer oprettede i 1938 baseret på organiserede selskabsrejser med tog eller bus eller i form af cykelferie rundt i Danmark. Andre initiativer var arbejderferie i landbohjem, ferie i bungalower og egentlige feriebyer, hvoraf den første blev opført i Esbjerg i 1939. Senere er der bl.a. indrettet feriebyer ved Gilleleje, Karrebæksminde, Marielyst på Falster og Middelfart. Befordringen foregik på cykel eller med offentlige transportmidler.

Den øgede fritid i mellemkrigstiden fremmede også friluftsorganisationer som spejderkorpsene, Dansk Vandrelaug, Dansk Camping Union og motorejernes forening FDM. Den oprindeligt tyske vandrefuglebevægelse fra slutningen af 1800-t. med ungdomsherberger overalt bredte sig gradvis til andre lande, bl.a. Danmark, hvor ungdomsherberger, senere kaldet vandrerhjem, for medlemmer af vandrerlavene skød op mange steder. I Danmark organiseredes vandrerbevægelsen i 1930 i centralorganisationen Herbergs-Ringen, der 2000 ændrede navn til Danhostel.

Under Danmarks besættelse 1940-45 førte benzinrestriktioner, indskrænkninger i tog- og færgetrafikken, rationeringer og den indstillede udlandsturisme til, at cykel- og vandrerbevægelsen for alvor blev udbredt. Nyskabende var endvidere anlægget af strandparker til badegæster og soldyrkere tæt ved de store byer, fx ved Charlottenlund og Klampenborg (Bellevue) nord for København.

Efter 2. Verdenskrig fik ferie på hotel og pensionat stigende konkurrence fra sommerhusene, som fra at have været primitive træhuse i stil med kolonihavehusene voksede sig større og større og til stadighed blev mere luksusbetonede, dels for at imødekomme ejernes behov, dels for at tilfredsstille lejeres og nabolandsturisters ønsker.

Fra 1950'erne og fremefter blev charterferie en ny faktor med organiseret masseturisme, især til Middelhavsområdet, med Tjæreborg Rejser og Spies Rejser som de førende rejsearrangører. Dertil kom for de yngre generationer fra 1972 interrail og rejser for studerende foranstaltet af Danmarks Internationale Studenterkomité (DIS). Desuden har den tiltagende bilisme resulteret i et kraftigt opsving for campingturismen i både ind- og udland.

Udbuddet af feriemuligheder for ungdommen er steget stærkt. Som eksempler kan nævnes kibbutz-ophold og de mere eller mindre organiserede jordomrejser samt de såkaldte adventure travels. Herved forstås rejser med hovedvægt på dramatiske oplevelser som fx rafting (sejlads på tømmerflåde), bjergbestigning, fjeldvandring, bjerg- og vægklatring, caving (huleudforskning), elastikspring, windsurfing og windgliding (drageflyvning).

De mere traditionelle ferietyper som sommerhus-, camping- og sejlerferie samt de dyrere krydstogtferier i bl.a. Østersøen, Middelhavet og Det Caribiske Hav er navnlig fra 1970'erne og fremefter også blevet udfordret af mere specialiserede ferieformer som organiserede herregårds-, hytte-, kro-, bondegårds- og storbyferier samt ophold på ølejr, vinrejser til vindyrkende lande, vintersports- og handicapferier med særligt henblik på de handicappedes behov.

Aktiv ferie

er ligeledes blevet meget udbredt. Hertil hører bl.a. golfferie, jagtrejser, hundeslædeferie i Grønland og andre arktiske og antarktiske egne, kano-, fiske- og rideferie, ferieophold på højskole og mere varierede ferieformer med kulturelt islæt.

Den øgede økologiske bevidsthed har manifesteret sig i byfornyelse i de eksisterende sommerhusområder, i økoturisme med ferie i uberørt natur, fx i regnskove og naturreservater, og i tanker om såkaldt grøn turisme om forskellige energi- og resursebesparende ferieformer. Således er den "grønne nøgle" en udmærkelse til hoteller, der efterlever en række miljøkrav.

Samtidig er også de mindre vejrafhængige feriecentre med faciliteter som fx indendørs swimmingpools, sauna, tennisbaner, boblebad, legelande, billard, bordtennis og evt. tilknyttede badelande blevet meget populære, især i Nordeuropa.

Det samme gælder fænomenet miniferie med nogle få dages ophold på fx kroer, i storbyer eller på luksusskibe til indenlandske mål eller nabolande, for Danmarks vedkommende især Norge, England, Tyskland, Polen, Sverige, Finland og Baltikum.

Turistorganisationer og rejsearrangører

har i årtier arbejdet energisk for en større feriespredning og følgelig en mere optimal udnyttelse af kapaciteten, men alligevel var ferierne i første halvdel af 1990'erne fortsat koncentreret omkring industri- og skoleferierne med spidsbelastning i juli og august.

En mere lempelig lukkelovgivning og en større fleksibilitet i servicefagene med særtilbud også uden for de traditionelle turistsæsoner har dog medført en vis spredning af feriemønstret både i og uden for Danmark.

Se også camping, rejse og turisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Dehn-Nielsen: ferie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75220