Eilif Krogager var en dansk præst og rejsearrangør, i daglig tale kendt som Tjæreborgpræsten.
Efter uddannelse som cand.theol. i 1934 var Eilif Krogager i 1935-1972 præst i Sneum-Tjæreborg i Vestjylland.
I 1950 begyndte Eilif Krogager at arrangere busture til udlandet, og i 1951 dannede han rejseselskabet Nordisk Bustrafik, der siden under navnet Tjæreborg Rejser udviklede sig til Skandinaviens største rejsekoncern. Virksomheden blev i 1962 udvidet med charterluftfartsselskabet Sterling Airways, der i en periode var verdens største charterselskab.
I 1967 stiftede Eilif Krogager den almennyttige Tjæreborg Fonden og blev formand for fondsbestyrelsen. I sine senere år virkede han som konsulent for Tjæreborg Rejser, samtidig med at rejsevirksomheden gradvis blev afviklet. Sterling Airways blev afhændet i 1986, og Tjæreborg Rejser blev i 1989 solgt til Spieskoncernen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.