Faktaboks

Andy Murray

Andrew Barron Murray

Født
15. maj 1987

Andy Murray. Foto fra 2010.

.

Andy Murray er en britisk (skotsk) tennisspiller. Han er dobbelt olympisk mester (2012 og 2016) og vinder af tre grand slam-titler: Wimbledon i 2013 og 2016 og US Open i 2012.

Andy Murrays karriere

Andy Murray blev født i Glasgow, hvor han både spillede tennis og fodbold som barn. Som 15-årig valgte han fodbolden fra, og bl.a. et ophold på tennisakademi i Barcelona gav ham succes som juniorspiller og førte bl.a. til sejr i US Open for juniorer i 2004.

I 2005 blev den løbestærke og taktisk velfunderede Andy Murray professionel, og i 2008 nåede han sin første seniorfinale i en grand slam-turnering, da han tabte i finalen i US Open i tre sæt til Roger Federer.

Andy Murrays grand slam-resultater

Andy Murray var i finalen i både Australian Open i 2010 og i 2011 samt Wimbledon i 2012, inden det lykkedes ham at vinde US Open samme år med en sejr over Novak Ðoković. I 2013 vandt Murray Wimbledon-turneringen, igen med en sejr over Novak Ðoković, og blev dermed den første britiske vinder af herresingle siden Fred Perry i 1936. I 2016 vandt han sin anden Wimbledon-titel, da han slog Milos Raonic i finalen.

Andy Murrays grand slam-titler fordelt på år

År Grand slam-turnering
2012 US Open
2013 Wimbledon
2016 Wimbledon

Andy Murrays grand slam-titler fordelt på turneringer

  • Wimbledon (2): 2013, 2016
  • US Open (1): 2012

Guld ved OL

I 2012 vandt Andy Murray guld i herresingle ved De Olympiske Lege i London, der blev spillet på Wimbledons baner, med en sejr i tre sæt over Roger Federer. I samme turnering vandt han sølv i mixed double sammen med Laura Robson (f. 1994). I 2016 vandt han atter guld i herresingle ved De Olympiske Lege i Rio de Janeiro.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig