Kondition, oprindelig en betegnelse for den almindelige sundhedstilstand og synonymt med det engelske physical fitness, der karakteriserer et godt fysisk og mentalt helbred kombineret med tilstrækkelig muskelstyrke og udholdenhed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kondition kommer af latin conditio 'aftale, betingelse, tilstand', egentlig condicio, af kon- og afledning af dicere 'tale'.

Siden begyndelsen af 1960'erne er betydningen af ordet kondition (i daglig tale ofte forkortet til kondi) reduceret til evnen til at arbejde med høj fysisk intensitet i lang tid. Konditionen er dels afhængig af musklernes evne til at frigøre energi ved forbrænding af især kulhydrater og fedtstoffer, dels af lungernes, hjertets og kredsløbets evne til at forsyne de arbejdende muskler med den mængde ilt, som er nødvendig til forbrændingen. Som mål for konditionen anvendes kondital.

Resultater fra større befolkningsundersøgelser har vist, at konditionen hos unge mænd er ca. 20% højere end hos unge kvinder (kondital i denne aldersgruppe for mænd ca. 50 og for kvinder ca. 40). Fra 20-års-alderen mindskes denne forskel mellem de to køn gradvis, idet konditallet falder mere med alderen hos mænd end hos kvinder. Der sker stort set en halvering af konditionen fra 20- til 80-års-alderen. Der er dog stor variation i konditallet inden for samme aldersgruppe (ca. ±20%).

En god kondition kan være medfødt, men konditionen kan, uanset om den er god eller dårlig, forbedres ved træning (se idrætstræning). En forbedret kondition skal vedligeholdes ved regelmæssig træning mindst en halv time 3-4 gange om ugen. Nedsat fysisk aktivitet medfører et fald i konditionen. Vedligeholdelse af en god kondition gennem hele livet sikrer først og fremmest velfungerende muskler og hjerte. Det er desuden vist, at det nedsætter risikoen for forhøjet blodtryk og andre hjerte-kar-sygdomme samt cancer, fedme og sukkersyge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig