Idrætspolitik betegner almindeligvis det offentliges indsats for at støtte idrætten. I Danmark har idrætspolitikken fokuseret på forvaltningen af den offentlig støtte til idrættens organisationer via kommunerne og udlodningsmidlerne (tidligere tipsmidler). Den offentlige støtte gives ud fra et princip om, at det er foreningerne selv, som skal planlægge og gennemføre aktiviteterne. Støtten og dansk idrætspolitik må ikke krænke idrættens autonomi.
Den overordnede idrætspolitiske målsætning for støtten kan sammenfattes til: idræt for alle. Både stat og kommuner forventer, at den offentlige støtte til idrætsforeningerne og -organisationerne især kanaliseres til breddeidrætten. For eksempel går meget af den statslige idrætsstøtte til grupper, som dyrker idræt i mindre omfang end gennemsnittet af befolkningen. Det kan for eksempel være handicappede, ældre og flygtninge.
Det er altså især idrættens betydning for folkesundheden, den sociale forebyggelse og individets tilegnelse af samfundets normer, som politikerne har brugt til at retfærdiggøre den offentlige støtte. Det har derimod traditionelt ikke været legitimt for det offentlige at dyrke og støtte idrætten for dens egenværdi. Derved adskiller idrætten sig fra den traditionelle demokratiske kulturpolitik med dens fokus på at støtte kunstnerisk kvalitet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.