Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

idræt - politik

Oprindelig forfatter BjI Seneste forfatter Redaktionen

Det overordnede mål for idrætspolitikken i Danmark er idræt for alle. Både stat og kommuner forventer, at den offentlige støtte til idrætsforeningerne og -organisationerne især kanaliseres til breddeidrætten, og andelen af den statslige støtte, som staten selv fordeler, gives især til grupper, som dyrker idræt i mindre omfang end gennemsnittet af befolkningen, fx handicappede, ældre og flygtninge.

Indtil begyndelsen af 1980'erne var der politisk enighed om, at det ikke var en politisk opgave at støtte eliteidrætten. I 1984 skiftede de fleste partier imidlertid holdning med vedtagelsen af Eliteidrætsloven, som førte til dannelsen af Team Danmark.

Politikerne og især idrætsorganisationerne har i mange år betragtet idrætten som en del af kulturlivet eller folkeoplysningen. I 1976 blev idrætten en del af Kulturministeriets ressortområde, hvilket markerede, at kultur er mere og andet end kunst og finkultur. Bortset fra Norge er Danmark det eneste land, hvor idrætten er placeret under Kulturministeriet.

Annonce

Det er dog snarere idrættens værdi for sundheden, den sociale forebyggelse og individets tilegnelse af samfundets normer og værdier end kulturpolitiske værdier, som politikerne har brugt til at retfærdiggøre den offentlige støtte.

Idræt anses først og fremmest som et godt middel, mens det ikke har været legitimt at dyrke og støtte idrætten for dens egenværdi. Derved adskiller idrætten sig netop fra kulturen i traditionel forstand.

Et grundlæggende træk ved idrætspolitikken er, at den offentlige støtte næsten udelukkende er blevet givet til den frivilligt organiserede idræt. I 1996 blev pengestrømmen i idrætsforeninger og idrætsorganisationer i Danmark opgjort til 4,4 mia. kr. Deraf udgjorde idrættens egne indtægter ca. 40%, sponsering ca. 5% og den offentlige støtte ca. 55%.

Statens støtte til idrætten kommer fra tipning, som i 1996 udgjorde ca. 20% af den samlede offentlige støtte til idrætten. I perioden 1985-2005 voksede dette beløb fra 178 mio. kr. til 787 mio. kr. Ca. 95% af idrættens andel af tips- og lottomidlerne er øremærket til de centrale idrætsorganisationer: DIF, DGI, DFIF samt Team Danmark.

Ca. 80% af den offentlige støtte afholdes af kommunerne, som i henhold til Folkeoplysningsloven er forpligtet til at stille de kommunale lokaler og anlæg gratis til rådighed for foreningerne, refundere 75% af foreningernes udgifter til egne eller privat-ejede idrætsanlæg samt støtte idrætsaktiviteter for børn og unge. Ca. 90% af den kommunale støtte til idræt går til drift af idrætsfaciliteter.

På trods af den store offentlige støtte til idrætten blander det offentlige sig meget lidt i, hvordan idrætsforeningerne og -organisationerne bruger pengene. Den offentlige støtte er altid blevet givet efter det princip, at staten og kommunerne har ansvaret for de overordnede økonomiske og fysiske rammer for idrætten, mens foreningerne og organisationerne fylder rammerne ud.

Regeringen Nyrup Rasmussens idrætspolitiske redegørelse fra 1997 lagde dog op til større politiske krav til, hvordan idrætsorganisationerne skulle bruge deres offentlige støtte. I sammenligning med andre samfundsområder og i sammenligning med udlandet var kravene imidlertid fortsat meget små. En væsentlig forklaring på denne autonomi var det frivillige og ulønnede arbejde, som lægges i idrætsforeningerne.

En undersøgelse fra 1989 beregnede det frivillige arbejde i idrætsforeningerne til ca. 30.000 heltidsstillinger svarende til en økonomisk værdi på ca. 4 mia. kr. Det frivillige arbejde i idrætsforeningerne udgør således halvdelen af foreningernes samlede resurser.

Idrætspolitik i begyndelsen af 2000-t.

Siden anden halvdel af 1990'erne har det vist sig som en entydig tendens, at idrættens ideologi justeres i overensstemmelse med det offentliges engagement i såvel eliteidræt som idræt i sundhedsøjemed.

En særlig bevågenhed har der de seneste år været for at undgå seksuelle overgreb mod børn gennem indhentelse af såkaldte børneattester ved ansættelse af personer i idrætsforeninger, på musik-, ballet-, danse- og rideskoler samt ridecentre og motions- og fitnesscentre.

Læs videre om idrættens medlemmer eller om idræt generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Ibsen: idræt - politik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96082