Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

idræt

Oprindelig forfatter JøHa Seneste forfatter Redaktionen

Idræt. I midten af 1960'erne var det først og fremmest unge mænd/drenge, som dyrkede idræt. Igennem de følgende 30 år har denne køns- og aldersfordeling ændret sig til den nuværende fordeling, hvor lige mange mænd og kvinder dyrker idræt, og hvor de 46-55-årige dyrker næsten lige så meget idræt som de 26-35-årige. Kilde: Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet.

Idræt. I midten af 1960'erne var det først og fremmest unge mænd/drenge, som dyrkede idræt. Igennem de følgende 30 år har denne køns- og aldersfordeling ændret sig til den nuværende fordeling, hvor lige mange mænd og kvinder dyrker idræt, og hvor de 46-55-årige dyrker næsten lige så meget idræt som de 26-35-årige. Kilde: Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet.

Ordet idræt er et særnordisk ord, dvs. det kendes ikke uden for Norden, og dets oprindelse er omstridt; måske kommer det af et forstærkende i- og dræt i betydningen 'virke, handling, bedrift'.

I Eddadigtet Rigs vandring beskrives, hvorledes stormandssønnerne dyrkede al slags idræt som led i deres uddannelse.

Ved den moderne idræts gennembrud i slutningen af 1800-t. skelnedes ofte mellem idræt og sport; at dyrke idræt forudsatte da egen aktiv medvirken. Sport (via eng. disport fra oldfr. désport 'adspredelse') opfattedes som mere alsidigt ved at rumme både fysiske og rekreative aktiviteter samt udfoldelser med et konkurrenceelement uden menneskelig fysisk aktivitet som fx jagt og fiskeri, skak og brevdueflyvning.

Annonce

Idræt er ofte blevet stillet i modsætning til gymnastikkens planmæssige øvelser og harmoniske legemsudvikling, der ikke har idrættens moment af leg og kappestrid. Dette sidste forhold har især gjort sig gældende inden for den folkelige idræt, hvor man historisk har fastholdt brugen af såvel idræt som gymnastik, jf. fx ved dannelsen af den nye hovedorganisation DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger i 1992.

I Danmarks Idræts-Forbund har man ikke opretholdt denne skelnen, ligesom man heller ikke sprogligt har skelnet mellem sport og idræt. Ved forbundets dannelse i 1896 antog man navnet Dansk Idræts-Forbund bl.a. ud fra et udtalt ønske blandt nationalpatrioter om ikke at anvende udenlandske ord, hvor der fandtes danske eller nordiske.

Disse bestræbelser har ført til, at ordene idræt og sport inden for Dansk Idræts-Forbund enten er blevet opfattet som synonyme, eller at idræt er blevet forstået som et samlebegreb for både sport og gymnastik. I almindelig moderne sprogbrug opfattes idræt og sport som regel som synonyme.

Idrættens historie har rødder tilbage før vor tidsregning, men forståelsen af idrætten i dag knytter sig især til de seneste 200 års historie og inspirationen fra Storbritannien.

Forståelsen af det danske idrætssystem knytter an til forskellige ideologiske rødder inden for skytte-, gymnastik- og idrætsbevægelserne. Linjen for idrætspolitikken lægges af idrættens organisationer i et samspil med stat og kommune, hvilket bl.a. afspejles i den vifte af faciliteter, som er blevet opbygget og udbygget gennem årene.

Medlemmerne i den organiserede idræt omfatter hovedparten af de idrætsaktive, men i de seneste 20-30 år er antallet af idrætsaktive uden for organisationerne vokset betydeligt.

Historie

Idræt. Illustrationen viser nogle af aktiviteterne ved Idrætsfesten i 1888. Langbold, gymnastik og fægtning var en del af festens program, som tiltrak mange tilskuere, unge som gamle, mænd som kvinder, alle i deres stiveste puds. Også på idrætspladsen var der stil over festen; således var gymnastiklærer Paul Petersen, som ledede Hermes-gymnasterne gennem opvisningen, trukket i høj hat og jaket.

Idræt. Illustrationen viser nogle af aktiviteterne ved Idrætsfesten i 1888. Langbold, gymnastik og fægtning var en del af festens program, som tiltrak mange tilskuere, unge som gamle, mænd som kvinder, alle i deres stiveste puds. Også på idrætspladsen var der stil over festen; således var gymnastiklærer Paul Petersen, som ledede Hermes-gymnasterne gennem opvisningen, trukket i høj hat og jaket.

Blandt de tidligste vidnesbyrd om idrætslig udfoldelse kendes fra ca. 4000 f.Kr. egyptiske vægmalerier af brydemotiver, men det er de græske olympiske lege fra ca. 776 f.Kr., som er de mest kendte eksempler på tidligere samfunds idrætslige udfoldelser.

Gravfund i form af statuetter og malerier tyder på, at idrætslige færdigheder ud over at tjene til dygtiggørelse i at begå sig i samfundet også har været tillagt rituel betydning, og idrætslege i forbindelse med gravfæstelse kendes fra etruskerne.

I de græske gymnasier dyrkedes løb, spring, spyd- og diskoskast, brydning og nævekamp, bueskydning, fægtning, væddeløbskørsel, ridning, boldspil, svømning og dans.

Idrætten hørte således med til den almindelige opdragelse af unge mænd, dog har kvinder på anden vis dyrket forskellige former for fysisk aktivitet; fx findes der i grave fra Gamle Rige i Egypten vægmalerier af boldspillende piger.

I Romerriget synes idrætten ikke at have haft samme almene udbredelse som i Grækenland. Idræt anvendtes her udelukkende som træning for de kommende krigere, men uden rituelt islæt. Kendt er imidlertid Romerrigets gladiatorkampe.

Med kristendommens udbredelse i Europa fulgte en udpræget fornægtelse af den "syndige" krop, og idræt spillede her primært en rolle som krigsforberedende aktivitet.

Fra middelalderen findes imidlertid også overleveringer, der beretter om de mere udbredte ofte voldelige folkelige lege, der med hedensk-rituelle islæt mødte kristen modstand. Mest kendt er den såkaldte folkefodbold, som var meget udbredt på De Britiske Øer og i Frankrig.

Under renæssancen fik idrætten på ny en mere accepteret og udbredt rolle. Franskmanden Michel de Montaigne kritiserede i 1500-t. samtidens opdragelsesmetode for ikke at tage højde for, at barnet ud over at have en sjæl også har et legeme, og John Locke gjorde sig i sit skrift Some Thoughts Concerning Education (1693) overvejelser over den legemlige opdragelse. Først i Storbritannien og senere i det øvrige Europa blev idræt et middel i uddannelsen af adelen og det højere borgerskabs unge.

I Danmark udøvedes denne form for idræt især på Sorø Akademi. Jean Jacques Rousseaus bog om Émile (1762) fik afgørende betydning for udbredelsen af idræt i form af den filantropinske gymnastik.

Danske organisationer gennem tiderne
1861De Danske Skytteforeninger (DDS) dannes
1896Dansk Idræts-Forbund (DIF) dannes
1905Danmarks Olympiske Komité (DOK) dannes
1919De Danske Skytteforeninger bliver til De Danske Skytte- og Gymnastikforeninger (DDS&G)
1929/30Hovedparten af gymnaster forlader DDS&G og danner De Danske Gymnastikforeninger (DDG)
1930DDS&G reorganiseres og bliver til De Danske Skytte-, Gymnastik- & Idrætsforeninger (DDSG&I)
1946Dansk Firmaidræts Forbund (DFIF) dannes
1965DDG sammenlægges med De Danske Ungdomsforeninger og bliver til De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger (DDGU)
1967Idrættens Fællesråd dannes som et samarbejdsorgan mellem DIF, DDGU og DDSG&I
1985Team Danmark etableres
1992DDSG&I og DDGU sammenlægges og bliver til Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI)
1993DIF og DOK sammenlægges og bliver til Danmarks Idræts-Forbund (DIF)
Kilde: Dansk idrætsliv, 1-2 (1996)

Fra slutningen af 1700-t. blev idræt et af flere midler til opbygningen af den moderne stat og i opdragelsen af den brede befolkning, først i Storbritannien, derefter på kontinentet og i løbet af 1900-t. over det meste af verden.

I mange lande ønskede statsmagten en sund, stærk og forsvarsduelig befolkning og gik som noget nyt aktivt ind for den legemlige uddannelse af sine borgere.

Gymnastik og idræt gav forskellige muligheder. Gymnastikken blev i højere grad end idrætten knyttet til det pædagogiske og sundhedsmæssige og kom dermed også især i begyndelsen til at præge den fysiske aktivitet i skolen; i Danmark blev gymnastikken indført som skolefag i 1814.

Idrættens etableringsfase i Danmark

Den moderne idræts gennembrud er sammenfaldende med den periode, som populært betegnes som det moderne gennembrud ca. 1880-1914. De Danske Skytteforeninger, oprettet i 1861, havde til formål at forberede de unge mænd gennem fysisk aktivitet, således at de kunne tage del i landets forsvar. Skydning og eksercits var de primære aktiviteter, siden kom gymnastikken til, og aktiviteterne blev udført i de mange nye skytteforeninger.

I byerne dannedes der i sidste halvdel af 1800-t. også foreninger med aktiviteter som fodbold, roning, gymnastik, kricket, sejlads og tennis på programmet. Idrætten blev i denne periode således udbredt til nye befolkningsgrupper; fra i Danmark at have været et over- og middelklassefænomen vandt den lidt efter lidt desuden udbredelse hos arbejderklassen.

I 1896 blev Dansk Idræts-Forbund, det senere Danmarks Idræts-Forbund (DIF), stiftet med det formål at etablere et fællesorgan for de mange idrætsforeninger og idrætsaktiviteter og bl.a. til støtte for fælles regler.

Selvom skyttebevægelsen fokuserede på den nationale opdragelse, bidrog den gennem gymnastikken sammen med den nye idrætsbevægelse med krav om fælles udgangspunkt for udøverne, ens regler for udøvelsen og sammenlignelige resultater til samfundets moderniseringsproces. De unge lærte her gennem træning og konkurrence værdien af præcision, disciplin og selvkontrol.

Omkring år 1900 bestod den organiserede del af dansk idræt således af en gymnastikbevægelse, der hovedsagelig havde sine rødder på landet, en idrætsbevægelse i byerne og en skyttebevægelse, der var begge steder, om end mest på landet.

Idrættens stabiliserings- og udviklingsfase

Perioden fra ca. 1920 til efter 2. Verdenskrig blev præget af stigende medlemstilgang til foreningerne, nye og flere faciliteter, medieopmærksomhed og tilgang af nye specialdiscipliner, organiseret og udviklet af foreninger og specialforbund under DIF.

I skyttebevægelsen havde der fra organisationens start fra tid til anden været diskussion om prioritering mellem skydning og gymnastik, og i 1929 tog gymnasterne konsekvensen heraf og dannede De Danske Gymnastikforeninger, som i 1965 sluttede sig sammen med De Danske Ungdomsforeninger til De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger.

Fra midten af 1930'erne fik idrætten for alvor tag også i foreningerne under skytte- og gymnastikorganisationerne. Væksten i idrætten i denne periode var med til at opstille målsætningen "idræt for alle", og dermed blev idrætten en del af en moderne velfærdsideologi.

I 1946 blev Dansk Firmaidræts Forbund, DFIF, stiftet med henblik på organisering af idræt i relation til arbejdspladserne.

Idrættens ekspansionsfase

Med Tipslovens vedtagelse i 1948 fik idrætssystemet tilført flere penge, hvilket skabte basis for bl.a. kvalificering af idrætsarbejdet, fx via støtte til træner- og lederuddannelser. Idrætten havde hidtil primært været en ungdomsbevægelse, men nu blev børn i højere grad en målgruppe for foreningernes arbejde.

Det offentliges stigende engagement i form af tilskudsordninger, forøgelse af idrætsbyggeriet, gratis adgang til faciliteterne gav den organiserede idræt nogle af de bedste vilkår i verden. Også idrætten uden for det traditionelle foreningsliv voksede i omfang og fik efterhånden sin egen selvstændige målgruppe og organisering.

Hvor vilkårene for eliten og bredden tidligere ikke havde været væsentlig forskellige, udvikledes der især i 1970'erne klare forskelle i de forventninger og krav, der blev stillet til udøverne. Fx fordobledes eliteudøvernes træningsmængde, hvilket bl.a. stillede øgede krav til økonomisk støtte og kvalificering af træningsmetoder, tilsammen forhold, der var medvirkende til, at eliteidrætten søgte nye former for finansiering af aktiviterne.

Private sponsorer var med til at iværksætte en professionalisering og kommercialisering af idrætten. Indførelse af betalt fodbold i 1978 var et vigtigt element i denne proces.

Idrættens forandringsfase

Siden 1980'erne har det traditionelle idrætsbillede ændret sig. Med Eliteidrætslovens vedtagelse og oprettelsen af Team Danmark i 1985 markeredes det, at elite- og breddeidræt ikke lader sig udvikle efter de samme modeller.

Idrætten er i højere grad begyndt at fungere på markedets præmisser; foreninger, organisationer, institutioner, centre m.m. forsøger at tiltrække de potentielle udøvere. Nye aktivitets- og organisationsformer er kommet til og supplerer således de mere traditionelle tilbud; dertil kommer, at nye målgrupper føler sig tiltrukket af at dyrke forskellige former for idræt gennem hele livet.

Især det offentliges øgede fokus på motion og fysisk aktivitet i sundhedsøjemed har siden midten af 1990'erne spillet en afgørende rolle, og et entydigt idrætsbegreb lader sig efterhånden vanskeligt opretholde, da det efterhånden rummer såvel eliteidræt som hverdagsmotion.

Idrætsbevægelsen kan heller ikke længere entydigt betegnes som en ungdomsbevægelse; den største vækst i antallet af udøvere udgøres af personer over 25 år, og foreningerne har ikke længere patent på at tilbyde idræt, da de mest populære aktiviteter som jogging og svømning oftest foregår uden for foreningsregi.

Samtidig er de to store hovedorganisationer DGI og DIF trods ideologisk forskellige rødder i stigende grad kommet til at ligne hinanden i ønsket om at få en maksimal andel af de potentielle medlemmer.

I begge de store organisationer har man i overensstemmelse med regeringernes interesse for folkesundheden engageret sig i idræt som sundhedsfremme. Se også amatøridræt, professionel idræt, Danmark (idræt og sport) og gymnastik.

Ideologi

Dansk idræts idégrundlag har aldrig været entydigt. Som noget specielt, sammenlignet med både det øvrige Norden og resten af Europa, er idrætten i Danmark (1997) organiseret i tre hovedforbund, DGI, DIF, og DFIF.

DGI's idégrundlag har rødder i skytte-, gymnastik- og højskolebevægelsen og kan sammenfattes i begrebet folkelig idræt, der karakteriseres ved, at idrætten ikke er et mål i sig selv, men må forstås som et middel til vækkelse og oplysning, det være sig historisk i nationalpatriotisk forstand (skyttebevægelsen) eller i nationaldemokratisk forstand (højskolebevægelsen).

At idrætten skal praktiseres i relation til og forstås som en del af den folkelige ideologi, fastholdes vedvarende i DGI, der, hvad dette angår, ser sig i modsætning til DIF, hvor aktiviteterne er det centrale og ikke ønskes underlagt en overordnet ideologi.

Til gengæld byggede DIF indtil 1987 på et amatørbegreb, som skulle sikre idrætsudøverne et fælles udgangspunkt. I idrætsledernes øjne havde det at være amatør imidlertid også en særlig moralsk kvalitet.

I perioden fra slutningen af 1920'erne og til 1946 var der uoverensstemmelser om muligheden af at forene arbejder-ideologiske og kristen-ideologiske synspunkter inden for Dansk Idræts-Forbund, idet hhv. Dansk Arbejder-Idrætsforbund og KFUM's Idrætsforbund søgte optagelse i DIF.

Med DAI's medlemskab af DIF i 1943 og KFUM's Idrætsforbunds i 1946 forfægtede de to organisationer i princippet, at deres ideologiske ståsted ikke vedrører udøvelsen af idræt.

Dansk Firmaidræts Forbunds idégrundlag tager sit udgangspunkt i arbejdslivet på virksomheder og organiserer især motionister og medlemmer med samvær og familieaktiviteter i centrum.

Efter etableringen af Team Danmark i 1985 blev en af Danmarks Idræts-Forbunds væsentligste opgaver at sikre gode betingelser for konkurrence- og breddeidrætten.

Fra midten af 1970'erne vandt nye idrætspolitiske synspunkter frem såvel uden for som inden for den organiserede idræt. Fælles for disse synspunkter var, at de tog udgangspunkt i en sports- og foreningskritik. Nye motionsaktiviteter, fx jogging, turcykling, windsurfing, rulleskøjteløb og street basket, voksede frem uden for de traditionelle idrætsorganisationer og -foreninger i forlængelse af ungdomsoprørets græsrodsopfattelse om selvorganisering. Men også inden for den organiserede idræt stillede først de unge i 1970'erne og siden kvinderne i 1980'erne krav om indflydelse og medansvar for idrættens udvikling.

Politik

Det overordnede mål for idrætspolitikken i Danmark er idræt for alle. Både stat og kommuner forventer, at den offentlige støtte til idrætsforeningerne og -organisationerne især kanaliseres til breddeidrætten, og andelen af den statslige støtte, som staten selv fordeler, gives især til grupper, som dyrker idræt i mindre omfang end gennemsnittet af befolkningen, fx handicappede, ældre og flygtninge ... Læs videre om idrætspolitik.

Medlemmer

I 1998 var ca. 50% af de 7-15-årige (dvs. ca. 75% af de idrætsaktive børn) og 30% af den voksne befolkning (svarende til ca. 60% af de idrætsaktive voksne) medlem af en idrætsforening ... Læs videre om idrættens medlemmer.

Faciliteter

De første danske idrætsanlæg for den moderne idræt blev etableret i løbet af 1800-t. I forbindelse med skolegymnastikkens indførelse i 1814 blev der anlagt udendørs gymnastikpladser, og i takt med gymnastikkens udbredelse i skytteforeningerne og ved højskolerne blev der rundt om i landet bygget øvelseshuse ... Læs videre om idrættens faciliteter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Hansen: idræt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96075