Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

USA - sport

Oprindelige forfattere BBlP og SAnk Seneste forfatter Redaktionen

Sport er en integreret del af moderne amerikansk kultur. Nogle af reklamebranchens foretrukne mediepersoner er sportsstjerner, og mere end halvdelen af de 25 mest sete tv-udsendelser i USA er sportsbegivenheder.

I kolonitidens puritanske Nordamerika var sport bandlyst, og først med industrialiseringen og urbaniseringen i begyndelsen af 1800-t. opstod organiseret sport. Bybefolkningen, især arbejderklassen, overværede hestesports-, ro- og boksestævner, mens de bedrestillede klasser begyndte at spille tennis, kroket, golf og polo. Hurtigst voksede dog baseball og amerikansk fodbold, som fortsat er de mest populære nationale sportsgrene. Vigtige blev de universitetskonkurrencer, som begyndte i 1852 med en romatch mellem Harvard og Yale og siden spredte sig til næsten alle idrætsgrene.

Sport i USA kan opdeles i tre organisationstyper: professionel sport, skolesport og sport på frivillig basis.

Annonce

Den professionelle sport har gjort sporten til et betydeligt erhverv, der omfatter ca. 150 franchises (private virksomheder, der konkurrerer inden for en liga), ca. 15 sport tours (bl.a. PGA inden for golf) og hundredvis af promotorinitiativer, især inden for boksning. Fitness-aktiviteter bidrager også til erhvervet.

Skolesport er fundamentet for alle sportsdiscipliner i USA, og high schools og universiteter konkurrerer i lokale, regionale og nationale turneringer, som har så stor statusmæssig og økonomisk betydning, at der ansættes professionelle trænere og skabes scholarships, som kan tiltrække de bedste udøvere uanset akademisk potentiale.

På mere frivillig basis tilbydes rekreative aktiviteter af store nationale organisationer som YMCA (Young Men's Christian Association, KFUM), der bl.a. stod bag skabelsen af basketball og volleyball i 1890'erne.

I international sport har USA pga. sin størrelse været en dominerende deltager, og bl.a. De Olympiske Lege er blevet anvendt som et udstillingsvindue for national prestige og politik. USA er ubestridt indehaver af flest olympiske medaljer og har (2006) otte gange været vært for OL.

Læs mere om USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger B. Peitersen, Steen Ankerdal: USA - sport i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177606